Bendt Hansen står på cykelstien og spejder. Han er på udkig.
Længere fremme går en flok unge mennesker. De er klædt i hættetrøjer, har sorte mavebælter slynget over skulderen og plads til nye øl i deres plastikposer. De er på vej fra festivalpladsen og mod byen for at hente friske forsyninger.
De kommer i en lind strøm, de unge, og her på motortrafikvejens cykelsti uden for Dyrskuepladsen er et godt sted at få kontakt til dem, synes Bendt Hansen.
Den 55-årige mand med den sorte dynevest, med skuldertasken og med de slidte Adidassneakers får øjenkontakt med en ung fyr, der går alene.
Han går hen imod ham.
- Må jeg spørge om noget – har du ondt noget sted? spørger han den unge fyr.
Vil velsigne Sørens fem sting i øjenbrynet
Han hedder Søren, fyren, er 22 år og har rent faktisk ondt. Han har et nyligt syet sår tværs over det ene øjenbryn.
- Jeg har smerter her, for jeg fik kastet en flaske i hovedet til en koncert, så det endte med fem sting hos samaritterne siger han.
Bendt Hansen smiler til Søren.
- Jeg spørger fordi, jeg er kristen, og jeg tror, at Gud kan gribe ind i din smerte. Må jeg godt velsigne dig og bede Gud fjerne smerten?
Uddeler Metal-bibler
Bendt Hansen er medlem af Roskilde Baptiskkirke og har taget fri fra sit arbejde som servicetekniker i et dørfirma for at velsigne Roskilde Festivals gæster.
Sammen med sin kone og tre andre repræsentanter fra Roskildes Apostolske kirke og kirken Roskilde Vineyard går de rundt i Roskilde by og altså her foran festivalpladsen for at sprede budskabet om Gud.
- Jeg spørger, om folk har brug for en berøring af Gud, og så velsigner jeg folk, hvis de vil have det, forklarer han.
Det er Gud, der rører dig
Det er derfor, han er her, på Darupvej i Roskilde. Han kan ikke lade være.
- Jeg har oplevet så meget med Gud og vil egentlig gerne give det videre. Og folk reagerer utrolig positivt. Selvfølgelig er der nogle, der griner, men generelt tager folk det pænt, og jeg oplever hver gang jeg går på gaden, at 8-10 stykker bliver berørt. De kan mærke en helbredelse eller en varme, som ikke er til at forklare. Og så siger jeg: ”Det er Gud, der rører dig”.
Tasken fyldt med metalbibler
I sin taske har Bendt Hansen også biblen i en udgave dedikeret til festivalfolket. ’Metalbibel’, hedder den og indeholder udover det nye testamente en række fortællinger, hvor blandt andet kristne metalmusikere beretter om, hvordan de fandt gud.
Den får de velsignede unge med på vejen.
… allright….?
Søren med såret ved øjenbrynet giver Bendt Hansen lov til at velsigne sig.
Bendt Hansen lægger højre arm på Sørens højre skulder.
- I Jesu Kristi navn, velsign Søren. Jeg beder for, at smerten, han har, forsvinder. Jeg tager smerten væk i Jesu navn. Amen.
Så fjerner Bendt Hansen hånden fra Søren skulder. Sammen står de et kort øjeblik tavse.
Søren bryder tavsheden.
- Allright, siger han, lettere akavet.
Bendt Hansen fisker en metalbibel op ad tasken og giver den til ham. Et visitkort med Bendt Hansens mobilnummer på, får han også. Han er velkommen til at ringe, hvis han har spørgsmål, siger han.
Så går Søren videre. Smerten er der endnu, så Guds berøring har han ikke mærket.
Det er fandme syret
Det gør Martin fra Viborg muligvis til gengæld.
Sammen med sine tre venner Sebastian, Jonathan og Tobias bliver han stoppet af Bendt Hansen, og mens vennen får en bøn dedikeret til at fjerne smerten fra en solskoldet næse, får Martin bedt for, at smerten i de ømme fødder skal forsvinde.
Bagefter er han lidt forvirret.
- Det plejede at syre i benene, men det gør det ikke længere. Det er fandeme syret. Jeg ved ikke, hvad, han gjorde, siger han, inden han går videre ned mod byen.
”Jeg bliver bare SÅ glad”
Efter en god times tid, er alle metalbiblerne i Bendt Hansens skuldertaske delt ud til festivalgæster, og han må af sted videre på arbejde.
Til gengæld fortsætter han arbejdet i morgen.
- Når jeg ser, at folk bliver berørt af Gud, så kan jeg jo ikke lade være. Jeg bliver bare SÅ glad, siger han.