Oplev Roskilde med seks fantastiske musikgalninge

Seks musikskribenter skriver live på dr.dk om deres strålende, sjove og smertende øjeblikke under Roskilde Festival.

På dr.dks liveblog fra Roskilde Festival viser de seks musik-afficionados både forsiden og bagsiden, musikken og maden og meget mere. Her er nogle af deres billeder fr 2014.

Når du oplever dr.dk på Roskilde Festival, skal det være som at være der selv – og det sørger Bloggers By Choice blandt andet for. De seks musikskribenter driver og drøner rundt på festivalen dag og nat og fortæller dig om det hele i ord og billeder.

Det hele kommer med i vores liveblog fra festivalen, der starter onsdag eftermiddag. Og ligesom sidste år vil musiksgalningene være med helt oppe foran scenen …

… og længere nede i mellemgulvet:

Her kan du læse mere om hver af de seks skribenter:

(Foto: agnete schlichtkrull)

Niels Fez Pedersen: Campingstolens fjende

Har været på Roskilde hvert år siden 1983 og kalder sig selv for en "professionel lytter med entusiast-sind".

Niels drømmer i år om "et ærkebritisk los i nosserne, når Kate Tempest rapper, reciterer digte og viser sit store musikalske overskud på Apollo". Det eneste, han rigtig frygter, er campingstole.

Til hverdag laver han musikmarathon på P7 Mix og skriver og taler om mode hos Politiken og Radio24Syv.

Janus Køster-Rasmussen. (Foto: Theis Mortensen)

Janus Køster-Rasmussen: Parat til Beatlemania

Siden 1989 er det kun i 2010, at Janus ikke har iklædt sig Roskilde-armbåndet - på grund af et nyfødt "juni-mirakel".

Han frygter intet (!), men ser frem til at se en ægte Beatle med egne øjne (Paul McCartney, altså) og nærer ellers stor kærlighed til "onde rappere og følsomme mænd med akustiske guitarer".

Udenfor smatten er Janus dokumentarist, entusiast og skribent, alt sammen indenfor musikken.

Nikolaj Steen Møller. (© Nikolaj Steen Møller)

Nikolaj Steen Møller: Går langt uden om Muse

Nikolaj satte første gang sine fødder i smatten i 1991 og er i år på sin 17. Roskilde. I år glæder han sig især til den norske elektro-popper Susanne Sundfør. Til gengæld frygter Nikolaj for at stå foran Orange Scene når Muse spiller - og for fjæsinger ved badesøen:

- De krabater er jo livsfarlige, siger Nikolaj, uden helt at gøre det klart, om det er fisk eller band, han taler om.

Nikolaj lever af at skriver reklametekster, men engang var musikskribent på de nu hedengangne blade Nat & Dag og Citadel.

Danni Travn. (Foto: Jesper Westley © Jesper Westley)

Danni Travn: Opflasket på dansktop

Journalist og forfatter Danni Travn er efter eget udsagn kun en centimeter højere en Messi, så hvis der ikke decideret er plads til driblinger på dyrskuepladsen, har han tit problemer med udsynet.

Danni er opflasket på dansktop et sted i den danske provins, men han elsker alligevel guitarer, stive trommebeats og alt med poesi.

På årets festival ser han frem til at se St. Vincent, som han kalder "en af tidens mest komplette popkunstnere". Travn frygter tilgengæld at komme til at vise for mange banale følelser til Paul McCartney-koncerten på lørdag.

Anders K. Sørensen (© Anders K. Sørensen)

Anders K. Sørensen: Klar på kras country.

Med en opvækst i domkirkebyen kan det godt være han har en fordel, men Anders skal faktisk på sin 30. Roskilde Festival.

Det år, i 1986, stod både Trille og Metallica på plakaten, men i år ser Anders særligt frem til Gretchen Peters’ "krasse country" - og frygter fantomsmerterne efter festivalsøndagen, der er væk i år.

Anders har en fortid som anmelder, journalist og redaktør på diverse kulturmagasiner og dagblade.

(© Jesper Nykjær Knudsen)

Jesper Nykjær Knudsen: Dixie-burger-fan

Når Jesper sætter foden på Dyrskuepladsen i år er det for 24. år i træk.

Af alle farer på en festival er han mest bange for at komme til at spise for mange Dixie-burgere. Ikke mindst fordi Jesper satser på at holde helt til den lukkefesten med Jamie XX lørdag aften.

Jesper er til daglig musikredaktør hos Apple Music og DJ under pseudonymet Jesper Rummenigge. Han har i mange år skrevet om musik og populærkultur, blandt andet i Gaffa, Weekendavisen, Urban og Soundvenue.

  • Blogkollektivet Bloggers by Choice består alt i alt af ni tidligere og nuværende musikskribenter, der giver deres meninger til kende på bloggersbychoice.dk og deres egen Facebook-side.

  • Under Roskilde Festival skriver fem af skribenterne for dr.dks liveblog, der sammen med vores web-tv dækning sørger for, at du kan få masser af festivalstemning med fra både sofaen, strandstolen og skovturen.

Facebook
Twitter