P3-værts Roskilde-anbefalinger: Girlpower og ravefest

I dag er der igen masser af lækre koncerter at vælge mellem på Roskilde Festivalen. P3-radiovært Anders Stegger kommer her med sine fem anbefalinger til, hvad du skal se.

(Foto: agnete schlichtkrull © dr)

Musikfesten på Roskilde Festival startede i går, og igen i dag er der masser af god musik på menuen.

- Torsdag er den helt store ravedag. Det er der, vi ser grotesk mange knæklys og folk, der danser amok til elektronisk musik. Det er den dag, jeg glæder mig allermest til, siger P3-vært Anders Stegger, som anbefaler fem af de koncerter han selv glæder sig allermest til at se.

Søde svenske toner

Start dagen på den bedst tænkelige måde med svenske Veronica Maggio.

(© Roskilde Festival)

- Først på dagen skal man tage på Arena og se Veronica Maggio. Hun er smuk, sød og sjov og spiller fremragende svensk popmusik. Det er den bedste måde at starte dagen, siger Anders Stegger.

Veronica Maggio spiller på Arena i dag kl. 14.00

Hovednavn med skøn vokal

Ifølge Anders Stegger skal man heller ikke gå glip af det britiske indierock-band Florence and the Machine.

(© Roskilde Festival)

- Efter Veronica Maggio sker der ikke så meget før kl. 19.30, hvor der er Florence and the Machine på Orange. Det må man ikke gå glip af. Hun er en af de helt store navne. God elektronisk musik med en skøn kvindelig vokal.

Florence and the Machine spiller på Orange i dag kl. 19.30

Lækkerhed på ruller

Tredje anbefaling fra Anders Stegger går til britiske Jungle.

(© Roskilde Festival)

- Efter hende spiller Jungle på Avalon. To sorte mænd, der elsker at danske og spille funk-soul-pop-lækkerhed. De har lavet en musikvideo, hvor de danser på rulleskøjter i grønne joggingsæt. De er for svedige.

Jungle spiller på Avalon i dag kl. 21.00

Vanvids rave

På Orange scene går festen for alvor i gang, når den sydafrikanske hiohop-gruppe spiller op.

(© Roskilde Festival)

- OG NU GÅR DET LØS! Kl. 01.00 på Orange spiller Die Antwoord. 3 sydafrikanere, der ved, hvordan man laver en vanvittig ravefest. De spiller hårdt. Elektronisk. Og man kan forvente et rap-rave af dimensioner. De er psykopatfede og på mit top 2 over, hvad jeg skal se på Roskilde.

Die Antwoord spiller på Orange kl. 01.00

Tempofyldt festmusik

Anders Steggers sidste anbefaling fra torsdagens musikprogram er den brasilianske partyduo Tropkillaz.

Tropkillaz (© LOST ART)

- Hvis man har mere energi, når Die Antwoord er færdige, så skal man seriøst - og det mener jeg virkelig - tage på Apollo og se Tropkillaz. Det bliver ikke federe, når det kommer til rave-amok-fest. De spiller hårdt, tungt og totalt vanvittigt, men stadig i et tempo så alle kan følge med. Gør det, gør det, gør det!

Tropkillaz spiller på Apollo i dag kl. 02.30​

Facebook
Twitter