Roskilde-navn starter kenyansk ungdomsoprør

Torsdag spillede kenyanske Sarabi på Pavilion-scenen. Ifølge gruppens danske manager står gruppen på tærsklen til at starte et ungdomsoprør hjemme i slummen.

Gruppen Sarabi spillede torsdag på Roskilde Festival. I følge gruppens danske Manager, Thomas Menzer, har gruppen potentiale til at starte et kenyansk ungdomsoprør. (© Sarabi)

Torsdag middag spillede det kenyanske orkester Sarabi på Pavilion-scenen.

Gennemsnitsalderen blandt de otte musikanter ligger omkring de 22 år. Alligevel har de ti års erfaring med at spille sammen, for de er vokset op sammen i ghettoen Eastlands i Nairobi.

Fra slumkvarterene i Kenyas hovedstad vil gruppen starte et ungdomsoprør, som skal ændre landet. For deres sange og tekster er en åbenlys kritik af systemet. Det fortæller Gruppens danske manager, Thomas Menzer.

- Den frygtløshed som Sarabi besidder, synes jeg er så fantastisk. Jeg bor jo dernede, så jeg ved lidt om, hvad det betyder, at sige sin mening, fortæller han og fortsætter:

- Det kunne godt gå hen og komme til en situation, hvor de rent faktisk bliver dem, som gør forskellen.

Siger det som ingen andre gør

Ifølge Thomas Menzer hører gruppen til de meget få i landet, som tør komme med kritik.

- Kenya er ikke lige stedet, hvor man har tradition for at demonstrere på gaden og sige sin mening højt. Man skal jo regne med, at der har været virkelig hård justits omkring folk, der kritiserede systemet, fortæller han.

Ifølge gruppens danske manager har gruppen gjort et stort arbejde ud af, at sætte sig ind i, hvordan verden hænger sammen. Han mener, det er årsagen til, at deres tekster er langt mere pågående og vovede end hos andre kenyanske artister.

- De siger tingene som de er, og de er ikke bange for at kritiserer hverken regering, korruption, menneskerettighederne eller alle de her ting, som man dagligt møder i Nairobi. Hver dag er der de her momenter, hvor vi er nødt til at finde det bedste frem i os selv for ikke at eksplodere, fortæller Thomas Menzer, der ligesom musikgruppen er bosat i Nairobi.

Det største slumområde i Nairobi hedder Kibera. Her arbejde flere af medlemmerne i Sarabi frivilligt som undervisere på en musikskole. (© Denaldi photography/Getty Images 2015)

Talerør for ungdommen

Sarabis manager mener, at de unge i Kenya, er den gruppe som står med de største problemer i landet. Og bor man i slummen, som Sarabi har gjort det, så har man kun endnu flere problemer. Han mener ikke, at der har været nogen, som har turdet synge om situationen før Sarabi.

- 70-80 procent af befolkningen (i Keanya red.) er under 35. De ting som vedrører ungdommen, det er alt fra uddannelse, til hvordan man får job, til hvordan man undgår, at falde i nogen af de fælder, som hedder kriminalitet. Det er de ting, som Sarabi synger om, fortæller Thomas Menzer.

Ældre generation er tynget af kolonitiden

Sarabi tilhører en generation, som er vokset op med internet. Så de har haft adgang til noget andet musik end deres oprindelige kenyanske stammemusik. Det kan man også godt hører på Sarabis egen lyd, mener Thomas Menzer.

Adgangen til internettet, er også årsagen til, at medlemmerne i Sarabi, har et andet syn på samfundet end deres forældres generation.

- Mange i Kenya i deres alder, er meget bundet af deres forældres traditionelle syn fra kolonitiden. Der er mange ting, som hænger fast med forældrene, som de ikke rigtig er kommet af med endnu, fortæller han og fortsætter:

- På den måde vokser de op i et traditionsrigt system, som ikke rigtig tilgodeser det at have en mening og sige den offentligt. Det regner man med at politikerne gør. Man ved godt alle sammen, at de er korrupte, men der kan ske mange ting, hvis du siger din mening højt, fortæller Thomas Menzer.

Gruppen tog et billede fra scenen, da de spillede torsdag middag på dette års Roskilde Festival. (© Sarabi)

Revolution i andedammen

Den danske manager mener, at den store opbakning til musikgruppen på sigt kan fører til mere end blot andre koncerter, end den de gav torsdag middag på Roskilde Festival.

- Det kunne godt blive noget af en revolution som de laver i andedammen dernede, for der er ikke rigtig nogen på deres alder, som er der, hvor de er, overhovedet, fortæller han.

Du kan se og hører Sarabis samfundskritik i videoen her.

Facebook
Twitter