VIDEO Første gang på festival: Det var hektisk

Der var fart på, da campingområdet blev åbnet til Roskilde Festival.

Der blev råbt, fløjtet og et par enkelte gæster væltede, da Roskilde Festival-gængerne spænede ind på pladsen for endelig at få afløb for deres opsparede festival-energi.

Blandt de ivrige løbere var 18-årige Christoffer Rokkedal Jensen, der sammen med kammeraten Rasmus Nordahl Beck spurtede ind på pladsen for at få den ultimative placering til deres festivaltelt.

- Vi skal forhåbentlig ligge i 'L'. Der er der gang i den, har vi hørt, fortæller Christoffer Rokkedal Jensen. Det er hans første år på festivalen, så han håber, at rygterne holder stik.

Flere tusinde ventede trods advarsler

Roskilde Festival havde rådet gæsterne til at vente med at lægge sig i kø på grund af den varslede regn. Alligevel lå Christoffer Rokkedal Jensen og hans venner i kø i over et døgn, og de lå ikke engang forrest.

Ifølge Roskilde Festival ventede 10.000 gæster i kø ved den østlige indgang, hvor drengene var. Drengene fik kæmpet sig til en teltplads i det område, de havde håbet på. Nu håber Christoffer Rokkedal Jensen på en sjov festival.

- Man har jo hørt historierne, siger han.

Se det voldsomme stormløb ind på pladsen i videoen i toppen af artiklen.