VIDEO Roskilde-debutant måtte flygte fra musikforladt hjemby

I deres hjemby i Mali er musik forbudt. Derfor var det ekstra stort for bandet Songhoy Blues at spille på Roskilde Festival.

Forestil dig, at du er musiker og har dit eget band. Forestil dig så, at du slet ikke må spille eller høre musik, fordi du bor i en by, hvor musik er forbudt.

Det er den virkelighed, de fire medlemmer af det afrikanske band Songhoy Blues har med i bagagen.

Bandet blev derfor tvunget ud af deres hjemby i Mali af islamistiske salafister, fordi de ikke kunne undvære musikken.

I lørdags spillede de fire afrikanere så på Roskilde Festival som en del af festivalens mere kuriøse indslag.

Stort at spille på Roskilde

Selvom Songhoy Blues spiller bluesrock, ligger bandet solidt i den genre, som kaldes world music - og den har gode kår på festivalen:

- World Music-profilen har været spændende. Man har valgt det rigtige. Profilen har sejret, og det ser godt ud for fremtiden med Roskilde Festival og world music, siger musikanmelder for Gaffa, Torben Holleufer.

Songhoy Blues har spillet i Danmark en enkelt gang før, men bandmedlemmerne er særligt glade for at få muligheden for at spille på Roskilde Festival.

- Det at være til stede på så stor en festival er stort for mig. Jeg har virkelig hørt stor musik og mødt store musikere her, siger forsanger Aliou Touré.

Se indslaget med Songhoy Blues på Roskilde øverst her på siden.

Facebook
Twitter