VIDEO Roskilde-overskudsmad havner i hjemløses maver

Overskudsmad fra Roskilde Festival ryger ikke i skraldespanden, men havner i stedet på københavnske herberge.

Under Roskilde Festival sidste år blev der blandt andet indtaget 125 ton brød, 19 ton ost og 13 ton mayonnaise. Men når boderne lukkede, var der ofte masser af mad tilovers.

Det billede gentager sig i år, men nu sikrer et nyt initiativ, at overskudsmad fra festivalen pakkes sammen og fragtes hen til dem, der har brug for mad. Det kunne for eksempel være københavnske herberge.

Det er forbrugerorganisationen Stop Spild af Mad og Roskilde Festival står bag initiativet.

- Det er dejligt at se, at der lige pludselig er nogen, der kan bruge disse ting, som normalt ville blive smidt ud. Og så er det super lækkert at gennemføre noget, som næsten er umuligt, siger Kevin Bendix, der er logistikansvarlig for Stop Spild af Mad.

Se hvordan en spansk gryderet kommer fra en madbod på Roskilde Festival til Mændenes Hjem, som er et socialt og sundhedsfagligt tilbud til hjemløse og udsatte mennesker i København, i videoen i toppen af artiklen.