VIDEO Raneem synger på Roskilde: Når jeg skal øve er der bomber og skrig

Onsdag er syriske Raneem i koret til åbnings-koncerten på Orange Scene. Til hverdag bor hun i Syriens krigshærgede hovedstad.

- Vores land er i krig, men vores hjerter er fyldt med fred. Krigen kommer ikke fra os, siger Raneem Barakat, da DR møder den syriske sanger backstage på Roskilde Festival.

Gennem Tyrkiet er det lykkedes hende og en række andre syriske musikere at komme til Vesteuropa, hvor de først har optrådt i Holland og England.

Nu er de i Danmark - og i koret på Orange Scene onsdag klokken 18 stod Raneem på scenen, med Blur-forsanger Damon Albarn og The Orchestra of Syrian Musicians.

- Det fede ved turneen er at mikse musik sammen, for vi taler alle det samme sprog på den måde, siger hun.

Hører bomber og skrig på vej til konservatoriet

Raneem bor stadig i Damaskus, hvor hun studerer opera og orientalsk sang på konservatoriet. Hendes eget hjem er i et sikkert område, men når hun skal studere, oplever hun stadig krigen på nærmeste hold

- På vej til konservatoriet skal man gennem områder med krig. Du hører en masse lyde, stemmer der skriger, når der er bombninger nær dig, siger Raneem.

- Så går du ind på konservatoriet, rør ved klaveret og hører din stemme – og bliver adskilt fra den virkelighed, der omgiver dig: Du er i krig, men du bliver nødt til at komme uden om den tanke, du bliver nødt til at leve og komme videre, siger den syriske sangerinde.