Rushdie fortæller historien om sin fatwa

Efter udgivelsen af Salman Rushdies "De sataniske vers" udstedte ayatollah Khomeni en fatwa, der beordrede muslimer at slå forfatteren ihjel. Den historie vil Rushdie nu skrive.

I 1989 gik forfatteren Salman Rushdie under jorden. Hans bog "De sataniske vers" havde vækket vogteren af den islamiske revolution i Iran, og ayatollah Khomeini udstedte en fatwa, der opfordrede muslimer verden over til at slå forfatteren ihjel for at fornærme islam.

I 10 år måtte Salman Rushdie flytte mellem hemmelige adresser under konstant bevogtning, og den tid skal nu frem i lyset, mener forfatteren ifølge den engelske avis The Independent.

- Det er min historie og på et tidspunkt skal den fortælles, sagde Salman Rushdie, da han indviede en udstilling af breve og manuskripter fra perioden i skjul.

Insisterede på teater og opera

- Tidspunktet nærmer sig, tror jeg. Da det hele stod i papkasser og døde computere, ville det være meget, meget svært, men nu er det hele organiseret, sagde han til en fyldt sal i Emory University i Atlanta, hvor han i øjeblikket underviser.

Salman Rushdie har ikke fortalt meget om sin tid i skjul, men ifølge hans venner, kom han ofte i karambolage med sine sikkerhedsfolk, når han insisterede på at gå i teatret eller operaen.

Flere attentatforsøg

På et tidspunkt nåede dusøren på Salman Rushdies hoved op på 15 millioner kroner.

Den japanske oversætter af "De sataniske vers" blev dræbt, de italienske oversættere overlevede med nød og næppe attentatforsøg og et tredje attentatforsøg på den tyrkiske oversætter satte i juni 1993 gang i optøjer, der endte med at 37 intellektuelle tyrkere blev dræbt ved en kulturfestival i Sivas.

Kort efter trådte Salman Rushdie frem fra sit skjul og gik på scenen til en U2-koncert med 80.000 tilskuere på Wembley.

Den historie og mange andre er Salman Rushdie nu gået i gang med at skrive.

Facebook
Twitter