Russisk juryformand med tråde til krigspropaganda trækker sig fra børnebogspris

I Odense glæder borgmester sig over, at H.C. Andersen ikke skal kædes sammen med krigspropaganda.

Den russiske tegner Anastasia Arkhipova har efter en intern strid trukket sig som formand for den jury, der skal uddele H.C. Andersen-prisen, som er blevet kaldt Nobelprisen for børnelitteratur. (© DR Fotocollage)

Der er umiddelbart langt fra børnebøger til russisk krigspropaganda, der hylder invasionen af Ukraine.

Derfor vækker det også glæde blandt kritikerne, at den russiske juryformand, Anastasia Arkhipova, har trukket sig fra den prestigefulde børnebogspris, H.C. Andersen-prisen.

I fire år har den russiske tegner, fagforeningskvinde og kunstprofessor nemlig siddet i bestyrelsen for Moskvas Kunstnerforening med forkortelsen MOCX, der er aktive i at føre russisk propaganda for krigen i Ukraine.

Arkhipova har over for DR sagt, at hun intet har at gøre med konkurrencer, der skal gøre præsident Putins "militæroperation" populær blandt befolkningen.

Alligevel vælger hun nu at trække sig fra posten.

Dansk formand glæder sig

Hun er "bevidst om reaktionerne fra omverden", lyder det i en pressemeddelelse fra organisationen IBBY International, der står bag prisen.

IBBY-afdelinger i flere lande - blandt andet Sverige, Norge og de baltiske lande - har krævet, at den russiske juryformand træder tilbage.

De mener, at det sender et forkert signal med en russer på en vigtig og ærefuld post i en international organisation, der er skabt efter Anden Verdenskrig for at fremme fred gennem børnebøger.

Formanden for IBBY i Danmark er tilfreds med juryformandens beslutning.

- Det glæder mig. Det er det eneste rigtige at gøre, siger Birgitte Reindel fra Selskabet for Børnelitteratur.

Den politiske strid i organisationen fik i sidste uge dronning Margrethe til at trække sig som protektor for prisen.

Borgmester: Nationalikon skal ikke blandes med propaganda

Også i Odense, hvor borgmester Peter Rahbæk Juel (S), sammen med flere repræsentanter for H.C. Andersen-organisationer, har klaget over valget af juryformanden, er der tilfredshed at spore.

- Vi er rigtigt glade for, at IBBY har taget vores kritik til efterretning og nu også erkender, at det ikke er foreneligt med en international anerkendt børnebogspris og en juryformand med tråde til russisk propaganda, skriver Peter Rahbæk Juel i et svar til DR.

- Anastasia Arkhipovas beslutning om at trække sig er den eneste rigtige - for der må ikke være en forbindelse mellem vores nationalikon H.C. Andersen og russisk propaganda om invasionen i Ukraine, mener han.

I pressemeddelelsen fra IBBY understreger man, at organisationen fordømmer krigen.

- IBBY fordømmer på det stærkeste og utvetydigt Ruslands militærs aggression mod Ukraine, skriver formand Sylvia Vardell.

Anklager mod nomineret russisk forfatter

Den danske afdeling af IBBY har på grund af striden valgt ikke at nominere danske børnebogs-skabere til prisen i år.

Formand Birgitte Reindel oplyser, at det nu er for sent at indstille danskere til prisen.

Hun håber, at der nu kommer ro om foreningen og prisen.

Al kritik er dog ikke overstået med juryformandens afgang.

Et ukrainsk medie, Chytomo, beskriver i denne uge, hvordan den forfatter, som den russiske afdeling af IBBY har nomineret til prisen, åbent støtter krigen i Ukraine og i et interview har kaldt ukrainerne for "nazister".

Birgitte Reindel tvivler dog på, at den russiske forfatter har en reel mulighed for at vinde prisen.

- HCA Awards gives for et livsværk, så det er ikke mange, der når at modtage den.

- Hvis man i sin litteratur billiger krig, vil det ikke leve op til ånden i IBBY og hele baggrunden for at starte IBBY, siger hun.