Rusts vilde tur til Den Røde Plads

Det er i dag 21 år siden, at Mathias Rust landede på Den Røde Plads. Han frygtede at blive skudt ned og gav sig selv 50 procents chance for at overleve.

28. maj 1987. Forbløffede turister og militærfolk troede næppe deres egne øjne. Et lille, hvidt Cessna-sportsfly svævede usikkert hen over Den Røde Plads i Moskva.

Efter en rundtur hen over pladsen, landede flyet på en gade ved siden af pladsen, og trillede herefter stille og roligt ind og parkerede. Midt på Den Røde Plads.

Det var ikke kun de folk, som befandt sig på pladsen, der spærrede øjnene op. Hele verden var målløs, da det viste sig, at der i flyet befandt sig en kun 19-årig vesttysker, Mathias Rust, med kun 50 flyvetimer bag sig.

900 km over Sovjetunionen

I løbet af 15 dage fløj han fra Hamborg til Færøerne, Island, Norge, Finland og til sidst 900 km ind over Sovjetunionen, skarpt bevogtet af sovjetiske jagerfly. For at lande sit fly midt på Den Røde Plads.

Den på en og samme tid fantastiske og vanvittige handling begrundede Mathias Rust med, at han ville tale med Sovjetunionens leder, Mikhail Gorbatjov for at få gang i nedrustningen.

USA og Sovjetunionen var her i slutningen af den kolde krig begyndt at tale nedrustning, men uden at der endnu var kommet noget konkret ud af møderne. Og det var den mangel på fremskridt, der fik den unge vesttysker ud på flyveturen.

14 måneder i fængsel

Mathias Rust betalte en høj pris for sin demonstration. 14 måneder måtte han sidde i et sovjetisk fængsel, og da han vendte tilbage til Tyskland blev han og hans familie belejret af medierne.

I dag er Mathias Rust selv i tvivl om, hvorvidt det var en god idé han fik.

- Den ene dag siger jeg til mig selv, at jeg ikke skulle have gjort det, så ville jeg have haft et meget lettere liv. På den anden side, hvis ikke jeg havde gjort det, så var jeg ikke blevet den jeg er i dag, fortæller Mathias Rust til DR.

I dette Rust-tema kan du se hans fantastiske rute

Facebook
Twitter