Så du det? Dansk sangstjerne i overraskende optræden foran Frederik og Mary

Alex Vargas leverede dyster optræden ved Kronprinsparrets Priser lørdag aften. Se alle optrædenerne her.

Alex Vargas blev opslugt af mørket og forsvandt pludselig fra scenen, da han optrådte med sin seneste single 'Now That I Think About It'. (© dr)

Det funklede med både store stjerner og lysende stjerneskud, da Musikkens Hus i Aalborg lørdag aften dannede rammen om Kronprinsparrets Priser 2018.

Fire priser blev uddelt ved showet, hvor kronprins Frederik og kronprinsesse Mary naturligvis sad på første række – vel at mærke efter de selv havde åbnet showet foran hele salen.

Hitsangeren Alex Vargas optrådte for første gang live på tv med sin seneste single 'Now That I Think About It', og det blev til en dyster optræden, hvor han til sidst blev opslugt af mørket og helt forsvandt fra scenen.

- Sangen handler om tanken, der rammer en efter, at man har taget afsked med en, man elsker, og alligevel bliver omsluttet af en følelse af længsel, sagde Alex Vargas selv om sangen.

I 2008 modtog sangerinden og sangskriveren Tina Dickow Kronprinsparrets Kulturpris, og lørdag aften var hun så tilbage ved prisuddelingen. Denne gang for at optræde med nummeret 'Devil's Door' fra sit seneste album, 'Fastland'.

Det var svært at sidde stille, da den unge musiker Aksglæde dansede sig igennem sin popbanger 'PromilleRomantikken'. Sangen handler om de forviklinger og misforståelser, der kan opstå, når man drikker sig lidt for meget mod til i byen, fortalte Aksglæde.

Den unge filminstruktør Annika Berg modtog Kronprinsparrets Kulturelle Stjernedryspris blandt andet for sit overrumplende og farverige univers.

Derfor optrådte hele Danmarks Lis Sørensen - og en af kronprinsens personlige favoritter - meget passende med klassikeren 'Verden er i farver'.

The Minds of 99 er her, der og alle vegne i øjeblikket, og derfor var den populære rockgruppe naturligvis også til stede ved Kronprinsparrets Priser lørdag aften. Her åbnede de showet med et brag med nummeret 'En engel'.

Altmuligmanden og Aalborg-knægten Huxi Bach modtog til sin egen ærgrelse ingen priser ved lørdagens show.

Til gengæld stod han for at guide seerne rundt i værtsbyen Aalborg - og for at optræde med et selvskrevet nummer om, hvad han skal kaste sig over, hvis han en dag ikke længere skal være entertainer. Find ud af hvilke planer han har i videoen her.

De blev hædret ved Kronprinsparrets Priser 2018

  • Kronprinsparrets Kulturpris samt 500.000 kroner: Forfatter Kim Leine

  • Kronprinsparrets Sociale Pris samt 500.000 kroner: Foreningen Grønlandske Børn

  • Kronprinsparrets Kulturelle Stjernedryspris samt 100.000 kroner: Filminstruktør Annika Berg

  • Kronprinsparrets Sociale Stjernedryspris samt 100.000 kroner: Fundamentet

Facebook
Twitter