Så er punken tilbage i Danmark

Anmelderne elsker det danske punkband Iceage. - Så meget kompromisløshed er ikke hverdagskost i dansk musik, siger rockskribent.

Rygtet siger, at punken er tilbage i Danmark - alt sammen takket være et ungt band, der kalder sig Iceage.

Anmelderne er helt vilde med de fire unge mænd, og flere steder har Iceage fået seks eller fem stjerner for deres plade "New Brigade", der udkom i december.

- Et blottet hjerte af vital ungdommelig energi, der forvirret og rastløst taler direkte til dig. Det er netop det, der gør, at "New Brigade" muligvis er det vigtigste danske album siden Klichés "Supertanker", skrev musikbladet Soundvenue.

"Andet musik er kedeligt"

Bandet spiller da også en omgang hårdtslående musik, der ikke ligefrem minder om de sange, man finder på et gennemsnitligt teenageværelse for tiden. For Iceage er alt andet end gennemsnitlig - og det giver opmærksomhed og rosende ord.

- Jeg havde ikke lige forventet, at det ville gå så meget amok, men det har vi det da meget godt med, siger Elias Rønnenfeldt til DR Nyheder.

Han er forsanger i Iceage, går i 3.g i gymnasiet og er ikke bange for at provokere - helt i punkens gamle ånd:

- På en måde giver det meget god mening, at vi får opmærksomhed, for jeg kan ikke huske, hvornår der er kommet noget musik fra Danmark, der ikke var noget lort. Jeg forstår ikke, hvordan folk har kunnet trives med at lytte til alt det, de gør. For mig lyder det alt sammen som noget kedeligt og selvsmagende musik, siger Elias Rønnenfeldt.

Prøver at komme til USA

Han har sammen med de tre andre bandmedlemmer lige fået kontakt til et amerikansk selskab, der - højest sandsynlig i hvert fald - vil udgive deres plade derovre.

- Vi prøver også lidt på at komme til USA og spille til sommer, siger han.

Ikke dansk hverdagskost

En af de rockskribenter, der har svært ved at skjule sin begejstring for Iceage, er Jan Poulsen, der også er forfatter til en bog om punkmiljøet i Danmark.

- Jeg synes, det er en god plade og jeg havde store forventninger til den, efter at gruppen lavede en EP for et år siden. Et så ungt band med så god energi og så meget kompromisløshed, det er ikke hverdagskost i dansk musik. Så det var en stor glæde at få EP'en dengang og en endnu større glæde at høre deres album, siger Jan Poulsen.

Lyder ikke som noget andet

Han er især glad for det københavnske bands friske udtryk, selvom de tydeligt låner fra punken.

- Det er klart, at Iceage skiller sig ud i dag, fordi de ikke lyder som meget andet her i Danmark, og derfor kommer pladen jo også til at få den vægt i mediebilledet, som den får - til trods for at det er en smal udgivelse, siger Jan Poulsen.

Han ser ikke bandets musik som en gammel stilart.

- Punkmusikken kom frem i slutningen af 70'erne, men den er der jo også sket meget med siden. Det synes jeg også, Iceage viser på deres plade, siger rockskribenten.

http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:532c5a9a6187a216b8e80b17

Facebook
Twitter