Sådan får du en grønnere garderobe

Vores tøj er en af de største kilder til forurening. Men vi kan gøre meget selv, for at blive miljøvenlige.

Hæng tøjet til tørre i det fri i stedet for at tumble. Det sparer energi. (© Colourbox)

Tekstilbranchen er en af verdens største forurenere. Men 40 procent af det miljøaftryk et stykke tøj laver, ligger faktisk efter det har forladt butikkerne og er rykket ind i vores klædeskabe, viser tal fra organisationen Business for Social Responsibility.

Du kan selv gøre meget for at få en grønnere garderobe, uden at vide noget om økologisk bomuld og genanvendelsesmulighederne i polyester.

Først og fremmest skal du finde en stil du kan lide, og droppe modebranchens forsøg på at give dig et nyt look hver uge.

Her er et par gode råd til, hvad du selv kan gøre for ikke at belaste miljøet med din garderobe.

Gå med tøjet længere

Vi skal bruge tøjet lidt længere, før vi vasker det. Undersøgelser viser, at tøj ofte vaskes oftere end det er nødvendigt.

Brug fryseren ved lugt

Fjern pletter manuelt og hæng tøjet udenfor til luftning. Hvis det lugter for meget af frikadellestegning, skal det bare i en pose og tilbringe en nat i fryseren.

Dosér ikke sæbe på slump

Når det skal vaskes, kan man med miljømæssig fordel afmåle sæben og sørge for ikke at overdosere. Alt for mange slumper med sæben, mener eksperter.

Vask ved lavere temperatur

Husk at tøjets care-labels viser det maksimale antal grader, det kan tåle. Det kan som regel blive rent ved lavere temperaturer, og du og miljøet sparer energi.

Undgå tumbler

En af de største miljøsyndere er tørretumbling. Hæng tøjet til tørre i stedet for. Det sparer energi, og tøjet holder længere. Hvis du er nødt til at bruge tørretumbler, så sørg for at centrifugere ved højeste hastighed, når du vasker.

Stryg sjældnere

Spar på strygningen. Hvis du har plads, er det en god ide at hænge tøj, der krøller, op i badeværelset, mens familien morgenbader. Damp fra badet kan få tøjets folder til at forsvinde.

Kilde: Clevercare.info, Danish Fashion Institute, Designskolen Kolding

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk