Sådan skulle Mega Vega have set ud

Arkitekterne bag Mega Vega havde tænkt koncertsalen til rytmisk musik med plads til 5.000 gæster som en del af den københavnske skyline. Og med udsyn over byen.

Tegnestuen BIG var langt med tegningerne over koncertsalen, Mega Vega, der alligevel ikke bliver til noget.

Mega Vega skulle sætte nye standarder og rammer for den rytmiske musik i Danmark både i lyd og udseende, fortæller arkitekt Jakob Lange fra tegnestuen BIG.

Væltet spir del af skyline

- Visionen var, at den skulle være en del af Københavns skyline. Den skulle placeres over Københavns tage, fortæller Jakob Lange til dr.dk.

Publikum ville på den måde kunne se ud over byen, når de gik til koncert i Mega Vega, der skulle ligge ved siden af det eksisterende Vega på Vesterbro i København.

- Vi havde tænkt bygningen som et væltet spir, der skulle give skylinen en ny struktur. Mega Vega er klodsen eller det væltede spir på billedet, siger arkitekten fra BIG.

Skulle se den smukke by

Jakob Lange forklarer, at selve koncertsalen selvfølgelig ville være lukket til, mens foyer-området til gengæld skulle være åbent, så byens tage og tårne kunne byde sig til.

- De færreste ser København for oven, de ved ikke, hvor smuk byen er. Det ville udsigten fra Mega Vega kunne have vist dem.

Selv om koncertsalen skulle løftes op i luften, mener Jakob Lange ikke, at den ville genere omgivelserne.

- Den ville kun skygge for en Aldi, der ligger ved siden af, siger han.

Koncertsal kommer ikke i luften

Visionen får dog ikke lov til at se dagens lys. Efter kommunen i et år har holdt Vega hen med, om de ville give 11 millioner kroner til projektet, blev det endeligt et nej, da budgetforhandlingerne i september blev afsluttet.

Bygherren Ole Bredtoft har tålmodigt ventet på kommunen, men nu er det blevet for dyrt for ham at have en ubenyttet grund liggende. Derfor går han i gang med et byggeri på grunden, hvor Mega Vega skulle have været.

- Den oprindelige tanke var, at Mega Vega skulle placeres i den højde, hvor det nuværende Vegas tage er. Hvis der kommer en koncertsal, vil den ligge i stueniveau, siger han til dr.dk.

Kommune var med på ideen

Dermed håber Ole Bredtoft fortsat på at huse en koncertsal, selv om den ikke vil blive som den, han, Vega og arkitekterne havde set for sig.

Selv kommunen havde accepteret visionen, fortæller Jakob Lange

- Kommunen havde sagt god for byggeriet, men de ville ikke give nogle penge, siger han.

Ifølge Ole Bredtoft var byggeriet dog ikke endeligt godkendt, men kommunen var indstillet på, at de skulle fortsætte, forklarer over for dr.dk

Facebook
Twitter