Sådan undgår du falske Facebook-checkins

Pas på - fra nu af kan med Facebook Steder uden varsel blive blive checket ind hvor som helst. Læs en guide til at undgå det.

Du ligger derhjemme med 40 i feber og knaldende hovedpine, men pludselig ringer din chef og er godt gal i skralden. Han kan nemlig se på Facebook, at du sidder på en café et helt andet sted i byen.

Fra i dag af, kan dine Facebook-venner med den nye GPS-tjeneste "Facebook Steder" checke dig ind - uden du er til stede - og dermed angive at du er de mærkværdigste steder. Helt uden at du hverken ved det eller godkender det, fortæller Lars Damgaard Nielsen, redaktør for sociale medier i DR Nyheder.

- Problemet er, at venner kan tjekke dig ind steder du ikke er. Facebook spørger dig ikke engang om lov, før de gør det. Du skal selv aktivt gå ind og sætte en stopper for at andre kan checke dig ind alle mulige steder.

Det kræver at man har en nyere smartphone med trykfølsom skærm som Android (f.eks. HTC Wildfire), iPhone eller Nokias N8.

Hvis man har en iPhone eller Android telefon skal du bruge Facebooks app. Har du en Nokia skal du taste adressen touch.facebook.com ind i browseren på telefonen.

Ikke flere hvide løgne

Med den nye funktion sætter Facebook også en effektiv stopper for den praktiske lille hvide løgn.

- Det er selvfølgelig ikke fordi det er godt at lyve, men jeg tror mange har prøvet at snige sig uden om fester og andre ting man ikke lige "kan". Og så er det ikke godt, hvis der senere samme aften dukker et checkin op fra en biograf eller en koncert man hellere ville til, siger Lars Damgaard Nielsen.

Facebook Steder har været længe ventet i Danmark, efter den blev lanceret i USA i august i år.

Nemt at stoppe

2,6 millioner danskere har i dag en Facebook-profil. Er du en af dem, og vil du gerne selv bestemme, hvor du vil checkes ind henne, kan du nemt ændre dine indstillinger, så dine venner - eller andre Facebook-kontakter - ikke har frit spil.

1. Gå op i konto og vælg ”Privatindstillinger”

2. Under indstillinger vælger du ”Tilpas indstillinger”

3. Under sektionen ”Ting som andre deler” finder du ”Venner kan checke mig ind steder” og trykker på ”Rediger indstillinger”.

4. Så kommer der et lille vindue op. Herinde skal du under ”Venner kan checke mig ind steder” vælge ”Deaktiveret”.

5. Du er nu fri for, at venner checker dig ind alle mulige steder, hvor du ikke er.

Facebook
Twitter