Salander flopper i USA

De høje forventninger til "The Girl with the Dragon Tattoo" blev langt fra indfriet i premiereweekenden.

Når amerikanerne sætter sig i biografsæderne i julen, skal filmene helst være noget, de ved hvad er. Som for eksempel en to'er i serien om detektiven Sherlock Holmes, eller endnu en film med Tom Cruise på en umulig mission.

Det står klart efter weekenden, hvor den amerikanske udgave af "Mænd der hader kvinder" havde premiere. Den skuffede nemlig fælt.

Fiasko for så stor en film

Der var ellers store forventninger til instruktøren David Finchers fortolkning af Stieg Larssons roman, men publikum skulle man spejde længere efter end planlagt.

Kun knap 13 millioner dollar kunne filmen ifølge boxofficemojo.com hive hjem i weekenden i USA, og ifølge eksperterne er det langt under det forventede.

- En debut på 13 millioner dollar i julen er et stort flop, især for en film der er slået så stort an, siger Jeff Bock fra Exhibitor Relations til E! Online.

Den svenske udgave har tjent pengene ind

Folkene bag "The Girl with the Dragon Tattoo" skal heller ikke regne med de store salgstal i udlandet, mener Jeff Bock.

- Jeg tvivler på, at den kan indbringe meget i udlandet, fordi den svenske udgave af filmen allerede har indbragt 94 millioner dollar, siger han og sætter en tyk streg under filmens fiasko.

Mission Impossible topper listen

- For en film med et budget, der nærmer sig 90 millioner dollar, plus hvad det har kostet at købe rettighederne til historien, plus al den marketing, de har ofret penge på, så vil det her virkelig være en fuser, siger Jeff Bock.

"Mission: Impossible - Ghost Protocol" indbragte i weekenden 26,5 millioner dollar i USA, og indtager dermed førstepladsen på box office-listen, mens Sherlock Holmes: A Game of Shadows og den tredje film i rækken om Alvin og de frække Jordegern endte på henholdsvis 17,8 og 13,3 millioner dollar.

/ritzau/

Facebook
Twitter