Sandwichen fejrer 250 års fødselsdag

England er ikke kendt for at have bidraget til den kulinariske verden, men sandwichen har 250 år på bagen. Det siges, at den blev til under en kortturnering.

To stykker brød med pålæg imellem. Så simpelt er det, og måske derfor er sandwichen blevet populær over hele verden. I år kan den ydmyge spise fejre, at den blev navngivet for 250 år siden.

Hvorvidt det var jarlen af Sandwich, John Montagu, der opfandt den simple ret ligger ikke fast, men det er dog sikkert, at det er ham, der har lagt navn til.

Tvivlsom vandrehistorie

En af de mest populære vandrehistorie går på, at jarlen var glad for kort. Under en kortturnering i 1762 blev han sulten, men han skulle bruge mindst en hånd til at holde på sine kort. Derfor bad han tjeneren om at komme med to stykker brød med noget pålæg imellem.

Det er tvivlsomt, om det er baggrunden for sandwichens opfindelse, men det siges, at det var jarlen, der gjorde det populært at spise den i de finere kredse.

Og sådan blev fastfood opfundet

- Når man ser tilbage, var det øjeblikket, hvor fast food blev opfundet. Konceptet har ganske sikkert eksisteret før denne tid, men det var den fjerde jarl, der sikrede, at den blev anerkendt som en accepteret spise - selv for adelen, siger hans efterkommer Orlando Montagu, der er søn til den nuværende jarl af Sandwich.

Lidt efter lidt bad andre omkring kortbordet om at få serveret "det samme som Sandwich", og dermed blev navnet til.

Få er sikkert klar over det, men Sandwich er også en lille by i det sydlige England nær Kent. Faktisk har byens navn danske aner, da det betyder sand place afledt af det danske ord vig.

Festival hylder sandwichen

Byen har en årlig festival i august, men har allerede afholdt flere festiviteter herunder en sandwichkonkurrence, hvor professionelle fra hele verden dyster. Byen er desuden blevet udfordret af den franske søsterby Honfleur i en konkurrence ved navn "Sandwich vs Baguette".

Byen arrangerer samtidig et mindre skuespil, hvor de genopfører øjeblikket, hvor jarlen bestiller den første sandwich.

- Desværre søgte vores forfædre ikke patent, ærgrer Orlando Montagu sig med henvisning til Subway og andre lignende butikker, der har tjent godt på retten.

Pudsigt nok er der ikke en eneste sandwichbutik i hele Sandwich.

/Ritzau/DPA

Facebook
Twitter