Sara Bro efter et halvt år som 'Monopol'-vært: Her er de 3 dilemmaer, der har gjort størst indtryk på mig

'Sara & Monopolet'-værten ser tilbage på sin første tid i spidsen for det populære radioprogram.

Sara Bro skal de næste tre uger være en del af 'Aftenshowet', hvor 'Sara & Monopolet' rykker ind og skal tale om danskernes dilemmaer. (Foto: Sille Arendt © DR)

Kan jeg tage min hvide blondekjole på til min venindes bryllup i næste uge? Og kan jeg med god samvittighed tage til min oldemors fødselsdag, selvom jeg ikke er færdigvaccineret endnu?

Hverdagen er fuld af små og store dilemmaer, og gennem mange år har adskillige danskere søgt råd og vejledning til deres dilemmaer hos radioprogrammet 'Monopolet'.

Siden nytår er 'Monopolet', der bliver sendt hver lørdag på P4, blevet bestyret af Sara Bro, der overtog tjansen efter Mads Steffensen, og hun er glad for den modtagelse, programmet i de nye klæder har fået.

- Det har været enormt sjovt. Det er lytternes program, så jeg har gået mest op i, at de skulle være glade, selvom programmet fik en ny vært. Men man må sige, at 'Monopolet' har nogle trofaste og loyale lyttere, siger Sara Bro og tilføjer:

- Selvfølgelig har der været nogen, der syntes, at jeg skulle være præcis ligesom Mads Steffensen, og der var da også en, som sendte mig en liste over punkter, jeg kunne lave om. Men samme person skrev så igen efter tre måneder, at jeg bare skulle glemme den første mail, fordi vedkommende var blevet rigtig glad for programmet.

Fra mandag aften skifter 'Sara & Monopolet' så radiomikrofonerne på P4 ud med et tv-studie. For Sara Bro og hendes skiftende monopol bliver nemlig en fast del af 'Aftenshowet' de næste tre uger.

Og Sara Bro og hendes panel af kendte rådgivere nyder at kunne hjælpe danskerne, fortæller hun.

- Når folk er i knibe, kan det jo for mange være sidste udvej at skrive ind til monopolet. Det er så fedt at være med til at give folk nogle perspektiver på dilemmaerne, som jo både er vigtige for dem, der skriver ind, og for lytterne, siger hun og tilføjer, at lytternes dilemmaer også sætter tanker i gang hos både hende selv og monopolisterne.

I anledningen af 'Sara & Monopolets' premiere i 'Aftenshowet' i aften har vi talt med Sara Bro om nogle af de dilemmaer, der har gjort størst indtryk på hende det seneste halve års tid.

Læs tre af de dilemmaer, der har gjort størst indtryk på Sara Bro i listen herunder.

1

Pride eller bryllup?

WorldPride bliver afholdt i København 12.-22. august. Sådan så det ud ved den seneste pride i hovedstaden i 2019. (Foto: Martin Sylvest © Ritzau Scanpix)

Kan man tillade sig at melde fra til sin gode vens bryllup?

Dilemmaet var skrevet af en fyr ved navn Tobias. Skulle han vælge mellem årets for ham største begivenhed, der bedst kan sammenlignes med juleaften; WorldPride i København, eller sin gymnasiekammerats bryllup?

Det skulle tv-vært Puk Elgård, komiker Nikolaj Stokholm og filosof og direktør Morten Albæk tage stilling til, og sidstnævnte endte faktisk med at skifte mening helt til sidst.

- Åh, det er svært, sukkede Morten Albæk, da dilemmaet blev læst højt.

De andre medvirkende søgte kompromisset ved at foreslå, at Tobias skulle tage g-streng og fjerboa med til brylluppet i Jylland. Men helt til slut brød Morten Albæk ind:

- Et bryllup fylder meget i nuet, men i livets veje tror jeg ikke, at man bliver tugtet for ikke have været til brylluppet. Jeg synes, han skal tage til Pride, hvis det betyder så meget for ham.

Dilemmaet gjorde stort indtryk på Sara Bro, både fordi det er et klassisk dilemma om at vælge mellem to ting, du rigtig gerne vil.

Men hun har også valgt det, fordi det var tydeligt, at monopolet blev klogere i løbet af snakken.

- Vi havde en virkelig ærlig snak i studiet, og der kom nogle andre perspektiver på, end jeg lige havde regnet med. Og så var det jo skønt at være vidne til, at Morten Albæk pludselig vendte på en tallerken og brød ind, siger Sara Bro.

Hør dilemmaet om pride eller bryllup 1 time og 6 minutter inde i programmet her:

2

Må man løbe fra en aftale?

En tur i havet om vinteren var udgangspunktet for et af hverdagens generelle store spørgsmål: Er det i orden at løbe fra en aftale, man har indgået med sine venner? (Foto: Brian Kyed © Unsplash)

Der var intet mindre end festfyværkeri i studiet, da 'Monopolet' havde komiker Linda P, forfatter Sara Blædel og journalist Peter Qvortrup Geisling med.

Tre kvinder, der kaldte sig "campingpigerne", havde sendt et dilemma ind: De var kørt på eventyr til Svendborg, og dagen efter skulle de til en håndlæser. Det forberedte de sig på ved at dele en flaske portvin, og her lovede en af kvinderne ved navn Janni, at hvis håndlæseren nævnte hendes sundhed, ville hun begynde at vinterbade med de andre.

Da Janni sad med hænderne under luppen, blev hendes sundhed nævnt, men da veninderne efterfølgende stod ved vandet, ville Janni alligevel ikke i.

Altså var dilemmaet: Må man løbe fra sådan en vigtig aftale?

Der kom mange kreative løsninger fra panelet, men en ting var sikkert: De havde det rigtig sjovt i studiet den dag.

- Jeg kan tydeligt huske afsnittet, for vi havde total grineflip over det. Det var et skønt dilemma med en masse sjove detaljer, men i grunden er det jo et dilemma, næsten alle kender til om, hvorvidt man kan springe fra en aftale.

- Det var en virkelig grinern snak, vi havde.

Hør dilemmaet om vinterbadning og venindeaftaler 1 time og 14 minutter inde i programmet herunder:

3

Er farven for frygtelig?

Farven på et sommerhus har også været oppe at vende i 'Sara & Monopolet' i løbet af foråret. (Foto: Jens Christian Top © Ritzau Scanpix)

Nogle gange er dilemmaet blot en smagssag, men det er ikke ensbetydende med, at bølgerne ikke går højt.

Det gjorde det i hvert fald i studiet, da 'Monopolet' havde besøg af radiovært Peter Falktoft, sanger Birthe Kjær og journalist Stéphanie Surrugue.

Dilemmaet var opstået hos et par i et sommerhuskvarter. De havde netop købt et beige hus, men de var ikke beige mennesker, skrev de i mailen. Derfor ville de male deres hus blåt - til stor frustration for deres naboer.

Dilemmaet lød: Skulle de farve deres hus blåt, på trods af at det ville afføde nabokrig?

Både Peter Falktoft og Birthe Kjær blev enige om, at de skulle male huset og være ligeglade med, hvad naboerne sagde.

Men så brød DR-korrespondenten ind:

- Den der blå farve er frygtelig. Jeg ville blive så ked af det, hvis jeg skulle kigge på den. Det ser ud, som om nogen har tabt en kæmpestor Montana-reol fra 80'erne midt ude i en skov. Jeg gad ikke at kigge på det der - men det er jo bare min smag.

Foruden at panelet var splittet i to, er der en særlig grund til, at Sara Bro fremhæver det dilemma.

- De havde tænkt sig at male huset på dagen, hvor vi tog dilemmaet op. Så det, panelet fandt frem til, blev afgørende for, hvad de gjorde, og det er jo altid spændende, siger hun og tilføjer med et grin:

- Og så er det jo også skønt, at et dilemma både kan indeholde farvesmag og spørgsmål om offentlig ejendomsret i én.

Hør dilemmaet om den "frygtelige" blå farve og nabostrid 52 minutter inde i programmet herunder:

Du kan se 'Sara & Monopolet' i Aftenshowet mandag til torsdag fra klokken 19 i uge 29, 30 og 31 på DR1 eller DRTV. Eller du kan lytte til alle tidligere programmer som podcast her.

Facebook
Twitter