Sara Omar har skrevet en bog om æresdrab og vold mod kvinder : Jeg håber, den vil starte en reformation af islam

Dansk-kurdisk forfatter er under politibeskyttelse efter at have udgivet sin debutroman 'Dødevaskeren'.

Sara Omar er født i irakisk Kurdistan og kom til Danmark som 15-årig. Foto: Henriette Mørk/Politikens Forlag

I den første scene i Sara Omars romandebut 'Dødevaskeren' bliver en kurdisk pige slået ihjel efter at have fået skåret tungen ud og ørene af.

Straffet af sin far for have bragt skam over sin familie.

Sara Omar ved godt, at det er voldsomt. Men for nogle muslimske kvinder er virkeligheden så voldsom, og det har vi brug for at tale om, siger Sara Omar, der med bogen vil vise det mørke i hendes kultur og religion frem. Æresdrabene, incesten, den sociale kontrol, kvindeundertrykkelsen og volden både i udlandet og her i Danmark.

Forfatteren, der er født i irakisk Kurdistan og kom til Danmark som 15-årig, kalder selv bogen et kampskrift. Hendes drøm er, at den kan være med til at sætte gang i en reformation af islam.

Du beskriver i 'Dødevaskeren' en verden, der er undertrykkende og ekstremt brutal over for kvinder. Er det virkelig sådan?

- Det er en virkelig verden, der eksisterer derude. Det er selvfølgelig svært at forstå for en, der kommer fra et demokratisk samfund og er et frit tænkende menneske. Men jeg har set, følt, overværet og mærket det på egen krop, siger hun.

Koranen indeholder lyse sider, men den indeholder også en mørk side, som i visse muslimske kredse bliver brugt som en voldsmanual mod kvinder og pigebørn.

Sara Omar

- Det er vigtigt at understrege, at de her uhyrligheder ikke kun finder sted i det kurdiske samfund. Den findes over det hele i det mellemøstlige samfund. Og det er en global problematik, som vi bliver nødt til at italesætte.

Koranen har lyse og mørke sider

Hvor har det kvindesyn rødder?

- Vi kan ikke se bort fra, at den voldskultur min bog skildrer er udsprunget af islam og styres af islam. Det stammer fra Koranen, som jeg personligt mener burde tolkes mildere og mindre bogstaveligt. Men det bliver den desværre ikke. Vi har rigtig mange eksempler fra Koranen, som er implementeret som sociale regler i de forskellige mellemøstlige samfund og muslimske kredse i Vesten. Der står for eksempel, at mænd er over kvinder, fordi Allah har givet dem nogle fortrin frem for andre. Der står også, at "jeres kvinder er pløjejord for jer, så gå til jeres pløjejord, som I vil". Det er jo en legalisering af vold og voldtægt.

Mener du, at det har rødder i Islam eller i fortolkningen af islam?

- Ja. Men jeg fører ikke en krig mod islam som sådan. Jeg mener, at vi har brug for en reformation af islam. Koranen indeholder lyse sider, men den indeholder også en mørk side, som i visse muslimske kredse bliver brugt som en voldsmanual mod kvinder og pigebørn. Det har vi brug for at debattere i stedet for hele tiden at debattere, hvordan vi skal debattere, og hvem vi skal tage hensyn til.

Hvad mener du med det?

- Folk har allerede nu så travlt med at debattere, om min bog er brænde på det fremmedfjendske bål, men det har ikke noget med fremmedhad at gøre. Min bog og mine budskaber er et forsvar for menneskerettigheder. Et forsvar for kvinders og børns rettigheder og ret til at være frie i denne verden. Der er problemer derude, som vi har brug for at se i øjnene, italesætte, debattere og finde reelle løsninger på. Tænk, hvis man sagde: ’Kvindesynet i koranen er ikke i orden, hvad skal vi gøre ved det?’ Og så diskuterede løsninger derudfra, i stedet for at stemple hinanden som racister og islamofober.

Løfter sløret

Hvad med alle de velfungerende og lykkelige muslimske familier både herhjemme og i udlandet, som ikke praktiserer en kvindeundertrykkende kultur. Skærer du ikke alle over en kam?

- Det er ikke de muslimer, jeg kritiserer. Så det er ikke en generalisering. Jeg fortæller om nogle reelle problemer, der findes derude. Skjult for jer andre. Jeg løfter sløret. Jeg fortæller dig, hvordan det er for en kvinde som mig, og for rigtig mange andre kvinder og børn ude i det mellemøstlige samfund og muslimske kredse.

Jeg vil ikke nedlægge islam, men vi bliver nødt til at reformere den med ordets kraft.

Sara Omar

- Jeg lader døren stå på klem og inviterer dig ind i en verden, der styres af ondskab, som i virkeligheden ikke burde eksistere i det 21. århundrede, hvor alle har travlt med at spille PokemonGo. Så når læserne har læst min bog, må de gerne fortælle mig, om de har lyst til at være på den side af døren, hvor jeg har været, og hvor millioner af kvinder og børn er lige nu.

Der er også mange ikke-muslimske familier, hvor der er vold og incest og hvor kvinder flygter til krisecentre. Hvad er forskellen mellem de familier og de dysfunktionelle muslimske familier, du taler om?

- Forskellen er, at de etniske danskere er mere åbne over for at tale om problemerne. Når muslimske kvinder tager på krisecenter, fortæller de ikke nødvendigvis, hvad der er galt. Når man ikke gør det, så kan man heller ikke få den rigtige hjælp. Så bliver man sendt hjem til den samme mand, som tæsker kvinderne og børnene.

- Og så er det vigtigt at vide, at det er mere omkostningsfuldt for muslimer at stå frem. Det er omkostningsfuldt for børnene, der kan blive sendt på genopdragelsesrejse. Nogle gange bliver de sendt til hjemlandet og dræbt af familiemedlemmer. I øvrigt kan en muslimsk kvinde ikke bare blive skilt. Medmindre manden har sagt ordet talaq (skilsmisse, red.) tre gange, og skilsmissen er godkendt af imamerne og flere mandlige familiemedlemmer. Og selv om vi i Danmark og vesten siger, at der er demokrati, og islam og sharia ikke har noget at skulle have sagt lovgivningsmæssigt, så er virkeligheden for muslimer anderledes.

Hvad håber du, at bogen vil gøre?

- Jeg håber, at min bog kan være med til at sætte en reformation af islam i gang. Jeg vil ikke nedlægge islam, men vi bliver nødt til at reformere den med ordets kraft. Først når vi har ændret vores religiøse tankesæt, kan vi få skabt nogle værdifulde og fornuftige mennesker.

Glansbilleder af islam

Er der særlige grupper, du håber vil læse bogen?

- Jeg håber, at alle samfundslag vil læse min bog. Jeg håber, at politikerne vil læse den. At etniske danskere vil læse den og overveje, hvad sådan nogle som mig kan have med i bagagen. Vi skal turde tale om de reelle problemer. Turde tale om islam. Vi er i Danmark vokset op med at være demokratiske og rummelige, men vi er uuddannede i forhold til, hvad der foregår ude i samfundet i de kredse, som jeg snakker om. Og jeg håber, at den bliver læst af alle og især de muslimer, der igennem tiden har tegnet et glansbillede af islam. De og vi skal turde reformere, så vi sammen kan gå imod strømmen og tage kampen op, så der er plads til os allesammen.

Du kalder romanen et kampskrift. Hvem skal kæmpe kampen?

- Det skal alle. Kvinderne skal kæmpe for dem selv. Forstå at det ikke er acceptabelt, at de ikke er en del af samfundet og af det hjem, de bor i. Vi bliver nødt til at give dem håb og vise, at vi forstår dem, for det er skamfuldt, for de her kvinder at stå frem og sige, at de bliver behandlet på den måde. Og det er omkostningsfuldt for dem, fordi de bliver betragtet som en, der har plettet familien, hvis de står frem. Men de bliver nødt til at spørge dem selv, om familiens ære er vigtigere end deres frihed? Om den er vigtigere end for eksempel at sørge for, at ens datter ikke bliver voldtaget.

- Samtidig skal politikerne droppe berøringsangsten, for det er okay at pege på problemerne. Det er okay at pege på min religion og kultur og sige, at her har vi et problem, som vi skal have løst.

- Og så skal man hjælpe hinanden. Ser man en muslimsk kvinde, der kommer på arbejde og ser trist ud, er det okay at spørge ind til det og blive ved, selv om hun måske først siger, at det bare er hovedpine. Hvis du ser blå mærker, så skal du spørge, hvem der har gjort det og forsikre hende om, at det ikke er hende skylden ligger hos. Så det forhåbentlig bliver en selvfølge for hende at tage bladet fra munden og se sin egen styrke.

Mange vil når de læser et interview med dig indvende, at de allerede er kritiske og forsøger at komme problemerne til livs. For eksempel har regeringen afsat en kvart milliard til bekæmpelse af social kontrol. Er det sådanne initiativer, du efterlyser flere af?

- Penge er selvfølgelig nødvendigt, når man vil gøre noget ved problemerne. Men det handler lige så meget om at turde tale om de reelle problemer.

Du langer i tidligere interviews ud efter både højrefløjen og venstrefløjen. Hvad er det, du mener de gør forkert?

- Dansk Folkeparti vil have, at jeg giver afkald på min identitet. De vil gøre mig ”dansk”, men hvad betyder danskhed. Der hvor jeg kommer fra er kvinder bare skygger. Dansk Folkeparti burde hellere hjælpe os til at blive mennesker. Vi står under mændene, hvad med at kæmpe for ligestilling og menneskerettigheder for alle i stedet for at gå op i, om jeg spiser flæskesteg?

Og venstrefløjen?

- Venstrefløjen er velmenende, men de ender med at være berøringsangste, når de ikke tør tale om, at problemerne ikke kun ligger i kulturen, men at kvindesynet i islam og den manglende aldersgrænse for, hvornår en kvinde er gifteklar, også er problemet. Vi bliver nødt til at turde tale om, at menneskeliv er vigtigere end en bog, hvis budskaber er blevet nedfældet for 1400 år siden, og at vi ikke lever i 600-tallets Arabien.

Hvem dækker kvinder sig til for?

Når vi diskuterer emner som tørklæder eller kønsopdelt svømning, står mange muslimske kvinder frem og forsvarer tørklædet eller retten til at gå i svømmehal uden mænd ofte med det argument, at det giver dem frihed. Er det ikke gyldige argumenter?

- Fortæl mig først, hvem det er de skal være frie for i svømmehallen? Hvem det er, de dækker sig til for? Det er mændene. Og det er religionen, der påbyder det. Det er Allah, der siger det, og han er også en han. Det er en mandsdomineret tankegang. Mændene siger, at det er for at beskytte kvinderne. Men hvem er det, de skal beskyttes mod? Det er jo mod mændene selv. Hvad med at lære mændene at respektere kvinder. At kunne beherske sig. Hvorfor skal kvinder tilbringe resten af livet i religionens fængsel, fordi mænd ikke kan styre sig. Tørklæder er kvindeundertrykkende. Det kan vi ikke komme udenom.

Det koster at være ærlig, og det koster at gøre op med en hel religion og en hel kultur, så jeg har fra starten af været klar over, hvilken storm jeg gik ind i.

Sara Omar

Du er under politibeskyttelse på grund af bogen. Hvilke tanker gjorde du dig om, hvad bogen ville betyde for din sikkerhed?

- Det koster at være ærlig, og det koster at gøre op med en hel religion og en hel kultur, så jeg har fra starten af været klar over, hvilken storm jeg gik ind i. Jeg kommer fra en baggrund i Mellemøsten, hvor jeg fra barnsben er blevet fortalt, at jeg ikke er noget værd og ikke har noget at sige, så jeg har vidst, at det var en svær kamp at tage. Men den er værd at tage og jeg ved, at min stemme kan hjælpe mange og være et håb for rigtig mange. Men i nogle ekstreme miljøer vil den blive set som en trussel, som skal elimineres. Og det viser jo bare, at der er et reelt problem, at der findes mennesker, der ikke vil have frit tænkende kvinder.

I bogen fokuserer du på dødevaskerne. De kvinder, der vasker de dræbte vanærede kvinder. Hvorfor det?

- Min bog er er den første af sin slags, som beskæftiger sig med dødevaskerne. Dødevaskerne er de rigtige frihedskæmpere. De bliver set ned på af samfundet, men de fortjener at blive hyldet, for de tager sig af de døde udstødte kvinder, giver dem kærlighed og gør dem til mennesker igen, inden de begraver dem.

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve