Sarah efter syv dage uden bad: Ikke oplagt til noget som helst

Journalisten Sarah droppede bad og makeup i en uge, og det kunne lugtes.

- Lige nu føler jeg mig bare ikke oplagt til noget som helst.

Ordene kommer fra Sarah Skrivergaard som har deltaget i et eksperiment med titlen 'Beskidte Piger', hvor den nu 30-årige journalist droppede bad og makeup i en uge.

- Makeup betyder rigtig meget for mig. Kvinder skal jo holde på en partner. Sådan er vi biologisk skruet sammen. Vi er nødt til at gøre alt muligt: Makeup, gå i bad. Mænd er bare mere ulækre, konkluderer hun.

Fest uden velduft

Efter syv dage uden en tur under bruseren skal Sarah til fest hos sin ven Martin, og det kan være sin sag at mande sig op til at være i selskab med andre mennesker, når den personlige hygiejne langt fra er på toppen.

Martin glæder sig alligevel til at se veninden, selv om han udmærket er bekendt med det faktum, at hun måske ikke ligefrem dukker op som gildets mest velduftende deltager.

- Hun er helt klart en, jeg gerne vil lære bedre at kende, lyder det fra den spændte fyr.

Sarah er tydeligvis opmærksom på sin manglende hygiejne, da hun dukker op til festen.

- Skal jeg give dig et kram, spørger hun tøvende, da Martin åbner døren.

Føj, for satan!

Til at starte med forløber festen som enhver anden, men på et tidspunkt drejes samtalen hen på Sarahs manglende makeup og ture i badet.

- Jeg skal lige stikke hovedet ned, siger Martin og bevæger snuden ned til Sarahs armhule, hvor der tydeligvis ikke dufter fantastisk.

- Der sker noget dernede, siger han med rynket næse.

En kvindelig festdeltager kaster sig også ud i at snuse under Sarahs ene arm, og reaktionen kommer prompte:

- Føj, for satan!

Kan undvære bad

Dagen efter er forsøget forbi, og Sarah kan atter gå i bad og bruge makeup.

Alt i alt er hun tilfreds med, hvordan eksperimentet er forløbet.

- Jeg tager nok med mig, at jeg godt nogle gange kan undvære et bad. Jeg tror også, at jeg vil reducere mine produkter og overveje, hvad jeg skal bruge, og hvor meget jeg skal bruge, lyder konklusionen.

I klippet herover kan du se Sarah til fest efter syv dage uden bad og makeup.

Forbrugerrådet: Plejeprodukter kan indeholde parabener

I vores dagligdag omgiver vi os med mange produkter, der kan indeholde stoffer, der er eller mistænkes for at være hormonforstyrrende.

Nogle af disse er konserveringsmidler kaldet parabener, der blandt andet findes i nogle personlige plejeprodukter.

Det fortæller projektleder og testansvarlig i Forbrugerrådet Tænk, Stine Müller.

Parabener er mistænkt for at være hormonforstyrrende.

I dyreforsøg er det vist, at de kan gå ind og forstyrre de kvindelige og mandlige kønshormoner.

Der findes mange forskellige typer af hormonforstyrrende stoffer, hvor parabener er en af dem, fortæller Stine Müller.

Hun forklarer, at det ikke i sig selv er farligt at benytte sig af plejeprodukter, der indeholder parabener.

Det er summen af hormonforstyrrende stoffer i dagligdagen, som kan påvirke vores sundhed.

- Det er ikke den enkelte paraben i et plejeprodukt, som er farlig. Det, som er problematisk, er, at der er en lang række af forskellige stoffer, der kan påvirke vores hormonsystem. Og disse stoffer findes i mange forskellige produkter, som vi er i tæt kontakt med i vores dagligdag, inklusiv plejeprodukter.

- Det er vores udsættelse for denne ’cocktail’ af stoffer, som forskerne sætter i forbindelse med en lang række uønskede effekter på vores sundhed, lyder det fra Stine Müller.

Sådan undgås parabener

Hun fortæller, at der er flere produkter på hylderne, der ikke indeholder parabener.

- Man kan let undgå parabener i plejeprodukter, og det er Forbrugerrådet Tænk Kemis anbefaling at gøre det. Vil man gerne nedsætte den samlede udsættelse for mistænkte hormonforstyrrende stoffer i sin dagligdag, så er personlige plejeprodukter jo et af de steder, hvor man rent faktisk har muligheden, siger Stine Müller.

Specielt når det handler om produkter, som forbrugeren ofte benytter, anbefaler hun at vælge produkter, der ikke indeholder stoffer mistænkt for at være hormonforstyrrende.

- Det lette er valg er Svanemærkede produkter, som ikke må indeholde stoffer, der er mistænkt for at være hormonforstyrrende. Særligt for de produkter, man benytter sig af dagligt, og som bliver på huden, er det fornuftigt at gå efter nogle, der ikke indeholder stoffer, der er mistænkt for at være hormonforstyrrende.

Facebook
Twitter