Se alle billederne: Dansk fotograf vinder stort til vigtig konkurrence

Danske Mads Nissen skildrer livet som flygtning i Uganda og uligheden i Sydafrika.

Den danske fotojournalist Mads Nissen er ikke uvant med at blive hædret for sit arbejde - både herhjemme og i udlandet.

Nu kan han føje endnu to priser til samlingen.

Den 40-årige fotojournalist har nemlig vundet to priser ved en af verdens største fotokonkurrencer, Picture of the Year International, der blev uddelt i midten af februar.

- Der bliver lavet så meget godt arbejde rundt om i verden, så jeg er rigtig stolt over, at man vælger de historier, jeg arbejder på.

- Jeg ser det som et bevis på, at mit arbejde berører folk, og det er jeg rigtig stolt over, siger Mads Nissen.

Ulighed og livet som flygtning i Afrika

Han blev kåret som vinder i feature-kategorien for et billede, der viser en lille pige uden for sin families hus under en politirazzia i Cape Town i Sydafrika. Billedet kan du se længere nede i artiklen.

Han var i august sidste år taget til Sydafrika for at dokumentere den ulighed, der er i landet; 25 år efter Nelson Mandela blev frigivet fra Robben Island-fængslet.

En nat, hvor han følger en udrykningsenhed i politiet, tager han billedet af den lille pige bag hegnet.

- Billedet er ret æstetisk, og det er taget om aftenen i et dunkelt lys. Jeg tror, at mange bliver rørt af, at der står en pige fanget, som om hun var en hund bag hegnet. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad der bliver af hende, når hun vokser op sådan et sted med så meget kriminalitet, vold og fattigdom, siger Mads Nissen.

Han vandt ved samme fotokonkurrence også en såkaldt hædrende omtale for en billedserie om livet som flygtning i Uganda.

Her har Mads Nissen fulgt den sydsudanske alenemor Angelina Monday og hendes seks børn, som han fandt tilfældigt i 2017, da han ville dokumentere flygtningestrømmen i Uganda.

To år senere tog han tilbage for at se, hvordan familien havde det.

- Det er et forsøg på at fortælle om en af verdens helt store flygtningekriser gennem et menneske.

Se Mads Nissens prisvindende billeder af pigen bag hegnet og alenemoren Angelina Monday herunder.

  • Dette billede vandt Mads Nissen en førstepris for i den store internationale fotokonkurrence Picture of the Year International. Billedet er taget i Cape Town i Sydafrika, hvor en ung pige fra sit hus i bydelen Bonteheuwel følger med, mens politiet kropsvisiterer en ung mand, der var i hendes hjem. (Foto: MADS NISSEN © Politiken)
    1 / 13
  • Mads Nissen fik desuden hædrende omtale for sin billedserie af en alenemor fra Sydsudan, som er flygtet til Uganda. Billedet her er af huset og gårdspladsen, hvor Angelina Monday og hendes seks børn bor. Sønnen Henry Malish på 13 år og to af hans venner øver sig i at stå på hovedet. Hver flygtningefamilie har fået tildelt et lille stykke landbrugsjord, hvor de kan bo, og som de kan opdyrke. (Foto: MADS NISSEN © Politiken)
    2 / 13
  • Lærerinden Vivian Alezuyo på 27 år forsøger at rette samtlige elevers stilehæfter med sin røde tusch. Men skolen har langt fra ressourcer til de mange tilkomne flygtninge. Hendes klasse har præcis 220 elever indskrevet. De er i alderen 5 til 14 år, og kun fem til ti procent kommer fra Uganda og taler et rimeligt engelsk. Ideen bag den ugandiske flygtningemodel er, at de lokale bønder skal belønnes med veje, hospitaler og ordentlige skoler som kompensation for at modtage en million sydsudanske flygtninge. (Foto: MADS NISSEN © Politiken)
    3 / 13
  • Tiårige Stella Abau har fået en sygdom i svælget, som de lokale kalder "fiskesyge", og har modtaget en traditionel behandling bestående af små sår lavet med et barberblad og en særlig salve, som skal fordrive sygdommen. De traditionelle behandlere har kulturelt set en stor betydning blandt flygtningene fra Sydsudan, men ofte er de også eneste mulighed for hjælp, da hospitaler og sundhedsklinikker stort set ikke er tilgængelige. (Foto: MADS NISSEN © Politiken)
    4 / 13
  • Det er søndag morgen. Hele familien er blevet grundigt vasket og fået rent tøj på, inden de skal i kirke. Nu handler det om ikke at blive beskidt på vejen derhen. Angelina Monday går med sin yngste datter, Lillias Sadia, på skulderen, mens Anna Kiden på fem år balancerer med en bibel i hånden efterfulgt af Henry Malish på 13 år, der selv har taget en stol med til kirken. Til sidst er det Gloria Tukwe på ti år. De to andre børn er allerede løbet i forvejen. (Foto: MADS NISSEN © Politiken)
    5 / 13
  • Iført sin yndlingskjole poserer Angelina Mondays tiårige datter Gloria Tukwe på familiens kornmark. Ideen bag Ugandas flygtningemodel er, at flygtningene skal blive mere og mere selvkørende. (Foto: MADS NISSEN © Politiken)
    6 / 13
  • For få år tilbage var dette område næsten uberørt. Men tingene har ændret sig dramatisk, siden flygtninge i stort antal ankom og blev tildelt land, som de kan bruge på at opbygge jorden. Angelina Monday og hendes seks børn lever i disse tre hytter og har omkring 30 gange 30 meter landbrugsjord til rådighed. (Foto: MADS NISSEN © Politiken)
    7 / 13
  • Hjemmedyrkede grøntsager tørrer i solen på en af de presenninger, som flygtninge modtager, når de kommer til Uganda. (Foto: MADS NISSEN © Politiken)
    8 / 13
  • Angelina Monday sammen med to af sine døtre en tidlig morgen. Familien flygtede fra Sydsudan i 2017, efter deres område blev angrebet, og flere familiemedlemmer blev dræbt. Sammen med børnene gemte hun sig i bushen i flere uger, indtil det lykkedes at finde en sikker vej til Uganda. Angelina Monday har ingen planer om at tage tilbage til Sydsudan igen. I stedet arbejder hun hårdt for at opbygge en bedre fremtid for familien i Uganda. (Foto: MADS NISSEN © Politiken)
    9 / 13
  • Angelinas yngste datter Lillias Sadia bliver badet forsigtigt. Lillias var kun en lille baby, da hendes mor bar hende gennem bushen i Sydsudan og i sikkerhed i Uganda for to år siden. (Foto: MADS NISSEN © Politiken)
    10 / 13
  • Angelinas søn Henry Malish går hjem fra skole, mens han øver sin håndskrift på et blad, han lige har fundet. (Foto: MADS NISSEN © Politiken)
    11 / 13
  • Efter mange timers hårdt arbejde har Angelina Monday fundet ly for regnen, hvor hun tager et kort hvil. Fra tidlig morgen til sen aften er hun alene med sine seks børn. (Foto: MADS NISSEN © Politiken)
    12 / 13
  • En simpel bro forbinder det krigsplagede Sydsudan med det fredelige Uganda. En ugandisk soldat holder vagt på den ene side, mens to soldater fra den sydsudanske oprørshær SPLA-IO kan anes længst til højre på den anden side af floden. Det var præcis denne flod, som Angelina Monday og børnene krydsede, da de flygtede i 2017. Hun drømmer ikke længere om at vende tilbage. I stedet vil hun give sine børn en god skolegang og et fredelige liv her i Uganda. (Foto: MADS NISSEN © Politiken)
    13 / 13