SE BILLEDERNE: Dansk fotograf viser virkelighedens Amazonas

I en ny bog viser prisvindende dansk fotojournalist junglens forskellige eksistenser.

Under sit ophold i Amazonas-regnskoven har den fotojournalist Mads Nissen både fotograferet lokale skovindianere og udefrakommende guldgravere. (Foto: Mads Nissen)

Verdens største regnskov, Amazonas, er et klondike af guldgravere, oliefirmaer, regnskovsindianere og forfulgte minoriteter.

Det var det, der mødte fotojournalisten Mads Nissen, da han besøgte den enorme jungle, som en ganske ung mand.

- Jeg var i Venezuela, jeg var 18 år, og jeg var kommet for at studere spansk sprog og kultur. Og så anede jeg ikke, at jeg ville være fotograf, siger han til Kulturnyt på P1

Det blev starten på en fascination og nærmest en besættelse af junglen og ikke mindst de mennesker, der bor i den.

Dem har han fotograferet i syv år, og resultatet kan fra i dag ses i Øksnehallen i København, hvor Mads Nissen udstiller i forbindelse med Copenhagen Photo Festival.

Indianere, guldgravere og lykkeriddere

Det var dog overhovedet ikke meningen, at der skulle have været en bog.

Men ulandsprogrammet fungerede ikke, og selvom Mads Nissen mødte op hver dag, så var der ingen til at tage imod ham.

- Så jeg endte bare med at hænge ud i den her lille by lige på grænsen af, hvor skoven starter og resten af verden slutter, siger han.

  • Mads Nissen (Foto: Mads Nissen)
  • Mads Nissen (Foto: Mads Nissen)
  • Mads Nissen (Foto: Mads Nissen)
  • Mads Nissen (Foto: Mads Nissen)
  • Mads Nissen (Foto: Mads Nissen)
  • Mads Nissen (Foto: Mads Nissen)
  • Mads Nissen (Foto: Mads Nissen)
  • Mads Nissen (Foto: Mads Nissen)
  • Mads Nissen (Foto: Mads Nissen)
  • Mads Nissen (Foto: Mads Nissen)
  • Mads Nissen
  • Mads Nissen (Foto: Mads Nissen)
1 / 12

Den afsides lokalitet gjorde dog hurtigt indtryk på ham:

- Der er alt for varmt, der stinker af søde mangoer og de folk, der er der, er et fantastisk persongalleri af indianere, guldgravere, lykkeriddere og eskapister.

Han blev fascineret af det kulturelle møde, der foregik mellem det stolte og sky folk fra junglens dyb og de rodløse vesterlændinge.

Ikke en geografitime

Derfor skulle billederne handle om menneskene og ikke om skoven:

- Skoven er rammen, men det, der virkelig interesserer mig, er de her menneskelige møder. Min fortælling er ikke en geografitime eller en naturbog, men derimod det her kulturclash, fortæller han.

Derfor er billederne også i sort/hvid, da Mads Nissen på denne måde kan styre stemningen ved at fjerne forstyrrende elementer som grønne planter og farverige blomster.

Intet facit

På den måde har projektet været en fristil for fotografen, der ellers er vant til at arbejde med en klar journalistisk vinkel:

- Jeg giver ikke noget facit. Jeg siger ikke, at vi skal redde regnskoven, for jeg lever med de mennesker, som er med til at ødelægge den og forstår deres bevæggrunde. Men samtidigt er jeg meget bekymret for regnskoven. Så alle de her modsatrettede følelser, der kan være et problem i meget journalistik, har jeg taget konsekvensen af og er gået linen helt ud, siger han.

Hvordan det ser ud, kan du selv opleve i Øksnehallen i København, hvor Mads Nissen udstiller i dag og til og med 31. juli. Samtidig udgiver han bogen 'Amazonas' med de udstillede fotografier.

Facebook
Twitter