(Foto: Frederik Højfeldt Nielsen © DR)

Se billederne fra nattelivets genåbning: 'Man føler, at man lever igen'

I nat klokken 00.01 måtte landets natklubber igen byde danseglade gæster indenfor.

- Vi lukker allertidligst klokken 05.00.

De ord har dørmænd landet over ikke kunnet sige det seneste halvandet år, hvor natteklubber og diskoteker har holdt lukket på grund af coronarestriktioner.

Men i nat klokken 00.01 kom forløsningen, da kalenderen viste den 1. september.

Nu er alle restriktionerne – på nær coronapasset – altså fortid, og det blev fejret flere steder i landet. Blandt andet på Bar 7 og på natklubben LA Bar i København, hvor feststemte unge stod i kø for igen at ramme dansegulvet og flirte med fremmede mennesker.

Én af dem, som havde fundet vej til natklubben, var den 18-årige Ida Ettrup Beyer. Hun glædede sig enormt til at komme indenfor og opleve neonlys, discokugler og klubstemningen på egen krop.

- Sagen er den, at jeg blev 18 år under corona, så jeg har ikke oplevet det at gå i byen ordenligt, siger hun efterfulgt af et stort smil.

- Jeg kommer til at feste hele natten, men det bliver vildere på lørdag, fordi jeg der fylder 19 år.

Se billederne fra genåbningsfesten herunder og mød nogle af dem, som gjorde det til en vaskeægte fest at være i byen natten mellem tirsdag og onsdag.

  • - Årh, der er lang kø, lyder det fra en forbipassende, mens han ser på mængden af mennesker, der venter på, at LA Bar i København åbner dørene klokken 24. (Foto: Frederik Højfeldt Nielsen © DR)
    1 / 12
  • Discokuglerne kan efter halvandet års pause igen glimte hele natten lang, efter at restriktionerne i nattelivet nu er fortid. (Foto: Frederik Højfeldt Nielsen © DR)
    2 / 12
  • 25-årige William Stoltze er venue manager på cocktailbaren Bar 7 i Studiestræde i København, og han glæder sig enormt meget over, at han nu kan lukke mange flere mennesker ind. - Vi er helt klar på at banke en fest i gang på dansegulvet og sørge for, at folk igen kan te sig tosset. Det bliver fantastisk – både for os og for gæsterne – at kunne slippe tøjlerne, siger han. (Foto: Frederik Højfeldt Nielsen © DR)
    3 / 12
  • Det seneste halvandet år har mange af os ufrivilligt brugt fredage og lørdage i hjemlige omgivelser. Men det ændres tydeligvis nu, hvor man i spejlingen af en boligindretningsbutik kan se køen til LA Bar vokse på den anden side af vejen. (Foto: Frederik Højfeldt Nielsen © DR)
    4 / 12
  • - Det er min første oplevelse på en natklub uden restriktioner, siger 18-årige Ida Ettrup Beyer, der dog forventer, at hendes kommende bytur på lørdag bliver endnu vildere: - Der fylder jeg nemlig 19 år. Jeg kommer til at feste og være på floor hele natten. (Foto: Frederik Højfeldt Nielsen © DR)
    5 / 12
  • Dørmanden bliver krammet af flere af gæsterne. Han skal nu igen vænne sig til at arbejde hele natten lang. (Foto: Frederik Højfeldt Nielsen © DR)
    6 / 12
  • Dansegulvet blev hurtigt fyldt, hvor de mange gæster vrikkede hofterne til popmusik af ofte ældre dato. Blandt andet Justin Biebers udødelige hit 'Baby'.
    7 / 12
  • Vennerne Oscar Ortega og Frederik Andresen på 20 år er vilde med, at de igen kan møde nye mennesker: - Det er helt fantastisk at være tilbage igen. Man føler, at man lever igen, siger Frederik Andresen, som bliver suppleret af Oscar Ortega: - Vi skal snakke med nogle søde piger og have en "livredder", som betyder, at vi skal drikke ti stærke genstande på kort tid. Det er sådan, vi fejrer genåbningen. (Foto: Frederik Højfeldt Nielsen © DR)
    8 / 12
  • Veninderne Selma Bidsted, Freida Lindholm og Anna Mahrts seneste bytur inden nedlukningen var på netop LA Bar. - Derfor er det kun passende, at vi kommer herind igen, nu hvor det hele er åbnet, griner 20-årige Selma Bidsted. (Foto: Frederik Højfeldt Nielsen © DR)
    9 / 12
  • Det er nærmest poetisk, at et 'corona'-skilt er at finde på LA Bar, da netop corona var årsagen til, at statsminister Mette Frederiksen (S) lukkede helt ned for nattelivet den 11. marts 2020. (Foto: Frederik Højfeldt Nielsen © DR)
    10 / 12
  • Der blev uddelt kys og krammere, masser af smil og flirtende blikke natten mellem tirsdag og onsdag. (Foto: Frederik Højfeldt Nielsen © DR)
    11 / 12
  • - Jeg har brugt tid på andre ting i den periode, hvor man ikke har kunnet gå i byen. Det har egentlig været okay, synes jeg. Men jeg har savnet at kunne tage fat i mine gamle bekendtskaber og fyre den af, siger Minou Rahmanzadeh, der er 20 år. (Foto: Frederik Højfeldt Nielsen © DR)
    12 / 12
Facebook
Twitter