Se historisk foto fra kronprins Frederiks fødsel i farver for første gang: Såååå stor!

En glad prins Henrik mødte i 1968 pressen i anledning af sønnen Frederiks fødsel – og her grundlagde han en helt særlig tradition.

For 50 år siden var nyheden om, at daværende Prinsesse Margrethe havde født en søn på de fleste af landets aviser. (Foto: © Erik Gleie, Scanpix)

- Det blev en stooor dreng, råbte en glad prins Henrik omkring midnat natten mellem den 26. og 27. maj i 1968, da han trådte ud foran pressen på Amalienborg Slotsplads.

I samme vending løftede han hænderne ud foran sig og viste hvor lang, den nyfødte prins var. 53 cm. Og fotograferne knipsede på livet løs. Dagen efter prydede billedet af en glad prins Henrik de fleste af landets aviser.

I anledning af kronprins Frederiks 50-års fødselsdag er det ikoniske sort-hvide fotografi fra hans fødsel blevet farvelagt af den brasilianske kunstner Marina Amaral.

I billede-slideren nedenfor kan du selv få farverne til at komme frem ved at trække i pilene.

Farverne på billedet er genskabt ud fra andet billedemateriale fra tiden, mens farverne på prinsens tøj er bestemt på baggrund af hans øvrige garderobe på daværende tidspunkt samt sparring med Tove Engelhardt Mathiassen, der er museumsinspektør ved Den Gamle By, som for tiden viser udstillingen 'Fra Dronningens Garderobe'.

Vi er altså ikke hundrede procent sikre på, at jakken havde denne farve.

Dramatisk fødsel

Prinsesse Margrethes første graviditet var en stor ting i det lille kongerige. Som tronfølger var det en kommende arving til tronen, hun bar rundt på, så pressen var konstant til stede omkring Amalienborg i dagene omkring terminen.

Veerne kom om eftermiddagen søndag den 26. maj, men fødslen lod vendte så meget på sig, at hendes far, kong Frederik 9., tog i Det Kongelige Teater for at se balletten Giselle.

Men i løbet af aftenen kom der bud fra Amalienborg: Den lille ny var på trapperne, så kongen forlod teatret før forestillingen var nået til ende.

Ekstra Bladet havde som mange andre aviser nyheden om prinsefødslen på forsiden den 27. maj 1968. (© Ekstra Bladet)

Fødslen var planlagt til at foregå i de private gemakker på Amalienborg, men 23:20 om aftenen måtte prinsesse Margrethe pludselig og i al hast overflyttes til Rigshospitalet med ambulance.

Politikens journalist, der var til stede på slotspladsen, skriver dagen efter i avisen:

- Nyheden virkede skræmmende i første øjeblik. (…) Men Ebbe Munck (daværende hofchef, red.) forsikrede, at overflytningen kun skete for at fremme fødslen.

På Rigshospitalet fødte prinsesse Margrethe en halv time senere – klokken 23:50 – en søn ved kejsersnit.

Ikke længe efter tog prins Henrik turen fra Rigshospitalet til Amalienborg, hvor han delte den glade nyhed med pressen.

Royal tradition

Da prins Henrik stiller sig op og stolt viser, hvor lang sønnen er, påbegynder han en særlig tradition i kongehuset – helt uden at vide det. For der skal gå 31 år, før den får liv.

Prins Henrik mødte pressen foran Amalienborg, selvom tronfølgeren, prinsesse Margrethe, havde født på Rigshospitalet. Efter mødet med pressen tog prins Henrik tilbage til hospitalet, hvor han også overnattede. (Foto: © Allan Moe, Scanpix)

Det sker, da sønnen prins Joachim efter sønnen prins Nikolais fødsel i august 1999 stiller sig foran pressen, og på samme måde som sin far løfter armene, og viser sønnens længde.

Og da kronprins Frederik bliver far for første gang i 2005, gør han det samme.

Kronprins Frederik træder frem for pressen og fortæller om sin søns fødsel i 2005. (Foto: © Thomas Borberg)

Siden er det blevet et fast element ved fødsler i det danske kongehus – men om traditionen bliver ført videre, må tiden vise.

Artiklen er skrevet på baggrund af artikler fra Politiken, Kristeligt Dagblad og Information den 27. maj 1968.