Se listen: Her er Danmarks ti mest besøgte museer

15.131.999 gæster besøgte de danske museer i 2018.

Besøgstallene svarer til, at hver dansker i gennemsnit besøgte et museum næsten tre gange sidste år. (Foto: NIELS AHLMANN OLESEN © Scanpix)

De danske museer havde sidste år flere end 15 millioner besøgende i deres udstillinger. Helt præcist gik der en besøgende gennem udstillingerne 15.131.999 gange.

Det svarer til, at hver dansker besøgte et museum lige under tre gange, viser nye tal fra Danmarks Statistik.

Det er dog lidt færre besøgende end året før. I 2017 havde museerne cirka 350.000 flere besøgende end i 2018.

I listen herunder kan du se, hvilke museer der fik flest personer op af sofaen og ud til en omgang kunst, en kulturel oplevelse eller et historisk input.

Museerne er opdelt i såkaldte besøgssteder, da nogle museer har mange forskellige steder, man kan besøge. Nationalmuseet har eksempelvis samlet set 20 forskellige besøgssteder.

1

Louisiana

Louisiana Museum for Moderne Kunst. (Foto: Jens nøRgaard Larsen © Scanpix)

Louisiana Museum of Modern Art var den helt store publikumsmagnet blandt de danske museer sidste år.

Med særudstillinger om månen, maskulinitet og Picassos keramik blandt meget andet tiltrak museet hele 755.584 besøgende.

Kunstmuseet fra 1958 ligger i Humlebæk i Nordsjælland og præsenterer gæsterne for udstillinger med danske og internationale kunstnere med udgangspunkt i tiden efter 1945.

2

Den Gamle By

Den Gamle By i Aarhus. (Foto: Bent K Rasmussen © Scanpix)

Det var bestemt ikke kun moderne kunst, der kunne få danskerne og turister på museum i 2018.

På andenpladsen ligger Den Gamle By i Aarhus, der tiltrak 546.485 besøgende. Danmarks Købstadsmuseum, som stedet også hedder, præsenterer Danmark, som det var engang.

Her kan man som besøgende opleve huse og gader fra forskellige perioder, der er genopført i området. Det er også muligt at møde mennesker, der er klædt og opfører sig som personer fra den tid.

3

Aros

Your Rainbow Panorama på toppen af Aros Kunstmuseum i Aarhus. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

På tredjepladsen er det igen et aarhusiansk museum, der har tiltrukket bunker af besøgende.

Kunstmuseet Aros havde nemlig også flere end en halv million - helt præcist 508.008 - gæster gennem museet.

Museet i centrum af Aarhus med Olafur Eliassons regnbuepanorama på toppen præsenterer både dansk og international kunst i den ti etager høje bygning.

4

Ny Carlsberg Glyptotek

Ny Carlsberg Glyptotek. (Foto: Jens nøRgaard Larsen © Scanpix)

Glyptoteket i centrum af København er også blandt de mest besøgte museer i Danmark. Med 448.934 besøgende sidste år træder museet ind på en fjerdeplads.

Glyptotekets samling rummer flere end 10.000 kunstværker og arkæologiske genstande. Her er ikke kun tale om moderne kunst som på Aros og Louisiana, men derimod genstande fra de sidste 6.000 år.

Museet, der åbnede i 1897, blev stiftet af bryggeren Carl Jacobsen, der var søn af Carlsberg-stifteren J.C. Jacobsen.

5

Christiansborg Slot

Christiansborg Slot. (Foto: Sofie Mathiassen © Scanpix)

Christiansborg Slot huser mere end bare Folketinget. En stor del af slottet tilhører nemlig Nationalmuseet.

På slottet kan museumsgæster finde både de kongelige repræsentationslokaler med riddersal og gobeliner, de kongelige stalde, gamle ruiner under slottet og Christiansborg Slotskirke.

Det benyttede 436.693 gæster sig af sidste år.

6

Arken

Arken ved Ishøj uden for København. (Foto: Anne Bæk © Scanpix)

Den moderne kunst har endnu et museum på listen over de mest besøgte museer i Danmark.

Arken Museum for Moderne Kunst i Ishøj på Københavns Vestegn tiltrak 414.705 gæster i 2018. Her bød museet blandt andet på en særudstilling om den hollandske maler Vincent van Gogh.

Museet fra 1996 har en kunstsamling af både dansk og international moderne kunst af blandt andre Ai Weiwei, Damien Hirst og Olafur Eliasson.

7

Rosenborg

Rosenborg Slot i Kongens Have. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Danskere og turister i tusindvis fandt også vej til Rosenborgsamlingen i 2018.

Hele 386.656 gange gik besøgende ind på slottet i København, der både byder på ture gennem Christian 4.s gamle værelser, genstande fra kongehusets historie og ikke mindst kronjuvelerne.

Selve slottet er fra 1633 og har tidligere fungeret som kongebolig.

Rosenborgsamlingen hører under museet Kongernes Samling, der også dækker Amalienborg.

8

Moesgaard Museum

Moesgaard Museum. (Foto: Axel Schütt © Scanpix)

368.656 gange fandt besøgende vej til museet Moesgaard i Aarhus i 2018.

Museet, der blev grundlagt i 1970, har i dag til huse i en nyere udstillingsbygning fra 2014.

Moesgaard er et museum for arkæologi og etnografi og viser udstillinger om oldtiden, middelalderen og om død i forskellige kulturer.

Desuden afholdes der hvert år et stort vikingetræf ved museet.

9

Nationalmuseet, Prinsens Palais

Jim Lyngvilds omdiskuterede vikingeudstilling på Nationalmuseet. (Foto: Maria Albrechtsen Mortensen © Scanpix)

Nationalmuseet dækker flere forskellige besøgssteder. Hele 20 af slagsen.

Men museets hovedattraktion, selve nationalmuseet i Prinsens Palais i København, er også et tilløbsstykke.

365.245 personer besøgte i 2018 det kulturhistoriske museum, der byder på både guldhorn og mumier.

Og så åbnede museet sidste år en omdiskuteret vikingeudstilling, der utvivlsomt har trukket besøgende til.

Hvis alle Nationalmuseets besøgssteder blev talt sammen, ville museet med 1.729.101 besøgende være det mest besøgte museum i 2018.

10

Kronborg Slot

På Kronborg våger Holger Danske. (Foto: CLAUS BJØRN LARSEN © Scanpix)

Kronborg Slot sniger sig også med i top ti over de mest besøgte museer i Danmark i 2018 med 326.823 besøgende.

På slottet kan besøgende blandt andet nyde synet af Holger Danske og slottets kasematter.

Slottet lægger også ramme til Shakespeares fortælling om Hamlet, og det blev i år 2000 optaget på Unescos verdensarvsliste.

Facebook
Twitter