Ramasjangs nye animationsserie handler om karakteren John Dillermand, der har verdens længste tissemand. Faktisk så lang, at den kan udføre redningsaktioner og stjæle is fra børn.
Måske ikke så overraskende har serien og dens hovedpersons rekordsættende genitalier startet en voldsom debat om, hvad godt børne-tv skal - og ikke skal - indeholde.
Det er dog langt fra første gang, at fjernsynet til de mindste har høstet både kritik og ros, og det er lige præcis sådan, det bør være, mener Erik Sigsgaard, der er lektor og børneforsker.
- Vi skal ikke frygte at blive krænkede, vi skal derimod frygte manglende kvalitet. Og dansk børne-tv har en meget høj kvalitet. Det skal også kunne få os til at diskutere, men der er ingen grund til alarm over, hvad vi viser vores børn her i Danmark.
Og diskutere har vi i den grad gjort. Af og til i så voldsom grad, at udlandet også har snakket med om, hvad der løb over skærmen i de danske børneprogrammer.
Nøgne kroppe i børnehøjde
Et af de programmer, der i den grad sendte debatten om dansk børne-tv udover landets grænser var 'Ultra Smider Tøjet', hvor børn i alderen 11-13 år fik mulighed for at betragte en række voksne menneskers nøgne kroppe og derefter stille spørgsmål til kroppene.
Herhjemme blev programmet mødt af kritik fra blandt andet gruppen Normstormerne, der beskyldte det for at udstille minoritetspersoner, men det blev også hyldet for programmets erklærede mål om at skabe et normalt kropsideal for børn.
Debatten eksploderede dog yderligere, da amerikanske medier som Independent, The Telegraph og The New York Times skrev artikler om 'Ultra Smider Tøjet'.
"Fuldstændig skandaløst!! Er det her for børn? Hvad er der GALT med danskerne??", lød det fra en amerikansk facebook-bruger i en kommentar til artiklen.
Men spørger man børne -og familiepsykolog Erla Heinesen Højsted var kritikken langt fra berettiget.
- Vi bliver eksponeret for nøgenhed hele tiden, men oftest er det redigerede og perfekte kroppe. 'Ultra Smider Tøjet' præsenterede børnene for en bredde og variation i kroppen, som de i den grad har brug for.
Lagde sig ud med både kristne og forældre
Han spiller heavy metal, han leger satanist, han gider ikke tage bad, og han gider ikke spise grøntsager. DR's karakter Onkel Reje er prototypen på en obsternasig skarnsunge, og lige præcis derfor var det ikke alle forældre, der mente, at han burde være fast inventar i deres børns tv-underholdning. Han gav dem jo lige præcis de argumenter, der skulle til, når de ikke ville i bad eller spise deres broccoli, lød kritikken.
Den køber Erla Heinesen Højsted dog ikke.
- Det er jo ikke Onkel Rejes skyld, at et barn ikke vil i bad. Sådan har det alle dage været. Tværtimod tror jeg, at Onkel Reje giver både børn og forældre et rigtig fint fælles sprog til at snakke om de her ting. Børn kan have svært ved at sætte ord på ting, men nu kan de pludselig forklare deres forældre noget ved at sige 'Onkel Reje siger, og Onkel Reje gør sådan og sådan'.
Det er dog ikke kun forældre, der har set sig sure på Onkel Reje. Karakteren sagde nemlig i et afsnit af programmet, at "alle rigtige heavybands er satanister", og opfordrede sin bedste ven, Brille, og barnet Krølle til at blive satanister. Det fik flere kristne organisationer til at kræve, at DR øjeblikkeligt stoppede brugen af karakteren.
Rødt undertøj var ’seksuelt afsporet’
Det fiktive nyheds-program 'Gepetto News' fik Kristendemokraterne til at blæse til kamp mod programmet, da man i 2012 kunne se en korthåret dukke fortælle om, hvordan den slappede bedst af med ordene:
- Jeg tør ikke sige det til nogen, de ville bare synes, at jeg var en freak, men når jeg er alene, går jeg i dameundertøj. Jeg føler mig allermest fri, når jeg ifører mig fransk lingerie, lød det, inden dukken viste sig frem i sit røde lingeri.
Det fik Kristendemokraterne til at sende en klage til DR, og den tidligere formand for partiet Stig Grenov sagde til Jyllands Posten:
- Man må godt synes som voksent menneske, at det er helt normalt, men man har så sandelig også lov til at synes, at det er seksuelt afsporet.
I kritikken frygtede man, at udsendelsen ville kunne skade børn. Noget børnepsykolog Erla Heinesen Højsted dog har svært ved at forestille sig.
- Jeg kan ikke forestille mig, at det ville være skadeligt for et barn, siger hun.
Daværende kanalredaktør for DR Ramasjang, Kirstine Vinderskov, havde følgende svar på kritikken.
- For Ramasjang er det vigtigt ikke at være fordømmende eller ensidigt holdningspræget, men derimod hylde værdier som mangfoldighed og tolerance.
11-årig ’testede’ hijab
Det vakte stor opsigt, da DR i 2017 sendte et afsnit af 'Dicte tester' om den 11-årige Dicte, der rejste til Iran for at prøve smart hijab-tøj.
Flere iranske debattører fandt det nemlig stærkt problematisk, at en 11-årig dansk pige skulle 'teste' en hijab, da kvinder i Iran tvinges til at sløre sig med blandt andet en hijab.
Debattøren Firoozeh Bazrafkan mente dengang, at der var tale om politisk manipulation og et manifest for præstestyret i Iran.
Det afviste DR.
- Programmet er på ingen måde en hyldest til præstestyret i Iran, men en fortælling om, hvordan kvinder navigerer i et undertrykkende system set med 11-årigs øjne, og hvor man bruger ekstra meget make-up, tørklæderne rettet bagud, kort pandehår, der kan ses, og tatoveringer på hånden for at få særlig og personlig stil, lød svaret på kritikken fra DR.
Serie om specialklasse blev ændret
I 2010 rullede DR's børneserien 'Specialklassen' over skærmen og skulle efter skabernes eget udsagn nedbryde tabuer omkring specialklasser og kaste et satirisk blik på inklusion i skolen.
Den forklaring var der dog flere, der ikke købte, og klagerne tikkede ind over programmet. Det gjorde simpelthen grin med børn i specialklasse, når det portrætterede Osman og Jeppes hverdag, lød det.
Det fik i marts 2010 DR til at ændre titlen på serien, så den nu fik navnet 'Osman og Jeppe, og derudover valgte man at justere tonen i serien.
John Dillermand med verdens længste tissemand
Og så er vi tilbage ved det nyeste skud på stammen af børneprogrammer, der har fået både danske og udenlandske medier op af stolene. For selvom det nok i mere end en forstand er meget svært at komme udenom Johns 'Dillermand' i børneprogrammet, så er det faktisk ikke så væsentligt, mener Erla Heinesen Højsted.
- Når du er barn, har du ikke så meget kontrol over dig selv, du gør upassende ting og begår mange fejl. Det gør John Dillermand også. I stedet for at skjule sine fejl, så bestræber han sig altid på at gøre det godt igen, og det er en utrolig væsentlig ting for et barn at få med.
Så moralen i John Dillermand har i virkeligheden ikke så meget at gøre med dillermanden?
- Nej, men børnene synes jo, at det er sjovere med en tissemand. Det kunne i princippet lige så godt være en pegefinger, men det er jo børnefjernsyn, og det andet har bare en noget større appel.
Der er dog god grund til fortsat at debattere, hvilken programmer der produceres til børn. Ordentligt børne-tv kan nemlig påvirke børn i den helt rigtige retning, mener lektor og børneforsker Erik Sigsgaard.
- Noget af det værste, der kan ske for et barn, er, at det hæmmes i at udtrykke sin naturlige barnlighed. Det kan ordentligt børne-tv modvirke, og det har dansk børne-tv gjort de seneste 50 år.