Sean Connery fylder 80 år

Han blev kåret som verdens mest sexede mand i en alder af 59 år. Nu runder den skotske James Bond endnu et skarpt hjørne.

Det er rollen som James Bond, der klæber sig til navnet Sean Connery. I dag runder han et skarpt hjørne og fylder 80 år.

Thomas Sean Connery blev født i Edinburgh i 1930. Efter en flirt med bodybuilding blev den høje skotte interesseret i skuespilleriet, og han fik sine første roller i slutningen af 50'erne. Det var dog først, da han fik rollen som Agent 007, James Bond, i "Dr. No" i 1962, at han blev en kendt ansigt på verdensplan. I årene efter indspillede han seks film mere som James Bond, før han i 1971, efter "Diamonds Are Forever" lod skurke være skurke og overlod rollen til Roger Moore.

I 80'erne og de tidlige 90'ere fik den modne Sean Connery en del store roller - bl.a. i "Rosens Navn", "Jagten På Røde Oktober", "Indiana Jones" og "De Uovervindelige". Sidstnævnte film skaffede Connery en Oscar for bedste birolle i 1987. To år senere blev den da 59-årige skuespiller kåret som verdens mest sexede mand af People's Magazine.

I 2006 lod Sean Connery sig pensionere som skuespiller. Da havde han bl.a. sagt nej til en rolle som Gandalf i "Ringenes Herre". Årsagen ifølge ham selv var, at han ikke forstod manuskriptet.

Facebook
Twitter