Seerne bestemte: De fik priser til Zulu Awards 2014

Torsdag aften blev Zulu Awards 2014 afholdt på Østre Gasværk Teater. Zulus seere bestemte, at Mads Langer og bandet Liga blandt andre skulle hædres med en statuette.

Lucy Love overrækte Årets Nye Danske Navn-prisen til bandet Liga. Her er det Feras Agwa fra bandet, som viser prisen frem. Sidste år var det bandet Panamah som løb med prisen. (Foto: Christian Liliendahl © Scanpix)

Torsdag aften blev Zulu Awards 2014 afholdt på Østre Gasværk Teater. Showet blev for første gang sendt live, og aftenens vært var komikeren Simon Talbot.

Til Zulu Awards er det seerne, som bestemmer, hvem der skal hædres.

Blandt vinderne var Mads Langer, som løb med titlen Årets Kunstner, hvor den danske krimi-film 'Kvinden i Buret' vandt prisen for Årets Film.

'Kvinden i Buret' vandt to priser, da filmens hovedrolleindehaver Nikolaj Lie Kaas også vandt prisen for Årets Mandlige Skuespiller for sin rolle som Carl Mørck.

Årets nye danske navn

Årets Kvindelige Skuespiller blev Mille Dinesen for hendes rolle som Rita i tv-serien 'Rita II'. Mille Dinesen er tidligere kendt som hovedpersonen i tv-serien 'Nynne' - nu kender de fleste hende som den politisk ukorrekte og kæderygende skolelærer, Rita.

Andre vindere inden for tv-verden blev DR3's 'Fuckr med din hjerne', der vandt prisen for Årets Originale Tv-program. Årets Danske Tv-serie blev Zulus egen 'Sjit Happens'.

I musikafdelingen blev bandet Liga kåret som Årets Nye Danske Navn, de har blandt andet hittet med sangen 'Skylder dig ik' noget' og 'Julia'.

Smækkys fra Monte Carlo

Årets Danske Hit blev 'Olivia' fra Rasmus Seebach. I kategorien Årets Danske Radioprogram vandt Monte Carlo, hvorefter Peter Falktoft proklamerede på twitter:

- Har lige vundet en Zulu Award. Nu har vi to. Tak til jer, som har stemt - og kys til jer, som gerne så dette ikke var tilfældet.

… efterfulgt af et smækkys-ikon.

En af de lidt skævere kategorier var Det Vi Alle Sammen Grinte Af-prisen, som Chili Klaus og Bubber vandt.

Den noget kontroversielle pris Årets Ku' Godt gik til Claudia Rex. Kategorien burde måske have heddet Årets Kvindelige Ku' Godt - der var nemlig ingen mænd at spotte blandt de nominerede.

Facebook
Twitter