'Sejren vendte op og ned på mit liv': Her er alle vinderne af 'Bagedysten' i dag

Nogle er blevet tv-darlings, andre er trådt helt ud af spotlightet. Mød de tidligere otte vindere her.

Frederikke Legaard, Tobias Hamann og Annemette Voss har alle vundet 'Den store bagedyst'. Lørdag aften kåres en ny vinder. (© Dr)

Tobias. Frederikke. Emil. Liv.

Foruden at være helt almindelige, danske navne er det også nogle af navnene på tidligere vindere af det populære tv-program 'Den store bagedyst'.

Siden programmets premiere i 2012 er der blevet fundet intet mindre end otte vindere. Og lørdag aften skal den niende 'Bagedyst'-vinder kåres, når slaget står mellem Lena Thorsson, Anne Tirstrup og Mads Andersen.

I den anledning har vi ringet til alle de tidligere vindere for at høre, hvordan det er gået dem, siden de sejrrigt kunne række 'Bagedyst'-trofæet i vejret.

2012: Nana Sefeld Dalby

(© Dr)

Det var året, hvor Felix Baumgartner sprang ud fra en ballon i rummet, hvor Instagram blev mainstream, og hvor 'Gangnam Style' hærgede internettet.

Og så var 2012 også året, hvor Nana Frolov vandt jomfrusæsonen af 'Bagedysten'.

Siden er hun blevet mor, blevet gift og har fået efternavnet Sefeld Dalby, men selvom der er sket meget i løbet af de otte år siden hendes sejr, husker hun stadig, hvor stor en oplevelse det var for hende at være med i konkurrencen.

- Det føltes som en meget lang spurt. Og mit mål var egentlig bare, at jeg ikke ville ryge ud som den første. Men jeg blev ved med at gå videre, og man blev mere og mere udmattet. Men det var sjovt, fortæller hun.

Ifølge Nana Dalby var der ingen af de første medvirkende, der havde gjort sig noget begreb om, hvor stort et hit programmet ville blive.

Men efter at være blevet udråbt som vinder var det ikke, fordi Nana Dalby klistrede til hver en rød løber, hun kunne komme i nærheden af.

- Jeg blev klogere på mig selv. Jeg fik lov at smage på de der 15 minutters berømmelse. Og jeg lærte, at jeg ikke trives i spotlyset. Jeg er ret introvert og bryder mig i grunden ikke om at se mig selv på tv.

I dag har hun den mundrette titel som scientific and regulatory officer i den danske saftgigant Co-Ro, der blandt andet står bag de velkendte Suntop-juicedrikke og Sun Lolly frys selv-is.

Her arbejder Nana Dalby med at holde øje med, om firmaet overholder lovgivningen i de markeder, de opererer i.

- Jeg er ansvarlig for de labels, vi putter på vores produkter. Og jeg kan egentlig rigtig godt lide at arbejde i en stor virksomhed. Det er virkelig dejligt at have gode kolleger, vi har det sjovt, og der er ekstremt mange spændende udfordringer at kaste sig over.

Bagningen fylder dog ikke på samme måde i Nana Dalbys liv som for otte år siden.

- Som hobby er det overstået. Men jeg bager da boller og er heller ikke bange for at tage flødeboller eller fyldte chokolader med på job. Og jeg har også lavet en bryllupskage til nogle venner i ny og næ.

2013: Annemette Voss

(© Dr)

- I came in like a wrecking ball.

Sådan sang Miley Cyrus på et af de største hits i 2013.

Måske lød det også sådan inde i hovedet på Annemette Voss, der bragede ind i 'Bagedysten' med det erklærede mål, at hun ville snuppe trofæet.

Og med en stålfast tro på egne evner og en dedikeret og velforberedt indsats gik hendes profeti i opfyldelse, da hun ved konkurrencens afslutning kunne lade sig kåre som vinder af 'Den store bagedyst'.

- Det var en meget udfordrende og givende tid. Og egentlig også en meget skelsættende oplevelse, hvor jeg udviklede mig helt enormt og fik endnu mere tro på mig selv.

- Jeg blev bekræftet i, at jeg kunne gøre det, jeg satte mig for. Og det gav mig en masse gåpåmod til at forfølge de drømme, jeg ellers havde.

Annemette Voss forklarer, at hendes sejr også åbnede en masse døre ind til det, hun gerne ville lave mere af.

- Jeg har altid gerne villet skrive bøger og lave radio. Tv skulle jeg lige se an, griner hun og fortsætter:

- Men jeg ville gerne formidle min passion for forskellige ting, siger hun og understreger, at 'Bagedysten' nok åbnede døre, men at det var op til hende selv at træde ind over dørtærsklen.

- Man skal gøre sig umage, møde til tiden og aldrig levere halv kvalitet. Men skal leve op til en masse forventninger, så det handler om at oppe sig hele tiden.

Efter sin deltagelse har Annemette Voss gjort lige præcis dét, og det har resulteret i, at hun i dag kan kalde sig foredragsholder, podcaster, blogger, kogebogsforfatter, tv-vært og kunstner.

- Det kan godt være, nogle er forvirrede over, at jeg både maler og bager kager, men det må jeg skide på.

- Jeg brugte lang tid efter 'Bagedysten' på kun at lave kager, fordi det var det, jeg troede, jeg skulle, og folk forventede af mig. Men nu nyder jeg, at jeg kan lave lige præcis dét, jeg har lyst til.

Og lige nu er det altså malerierne, det tager en stor del af Annemette Voss' tid. Og sådan ser den nærmeste fremtid også ud.

- Jeg laver de ting, jeg gerne vil. Og jeg har også solgt ret meget af min kunst, så der lurer måske ikke alt muligt andet i horisonten. Men jeg vil gerne brede min kunst endnu mere ud i fremtiden og ellers holde fokus på det, jeg allerede laver.

2014: Tobias Hamann

(© Dr)

I 2014 talte vi primært om to ting.

Danmarks værtskab for Eurovision Song Contest i København, hvor den østrigske sensation Conchita Wurst vandt.

Og Tobias Hamanns overlegenhed i 'Den store bagedyst'.

Idérigdommen og de kreative udfoldelser nåede nye højder i det hvide bagetelt med Tobias Hamanns deltagelse, og han husker også selv tilbage på tiden som en vild periode.

- Jeg har altid været en person, der har gjort tingene 100 procent. Og sådan var det også med 'Bagedysten'. Mit liv handlede ikke om andet. Jeg flyttede hjem til mine forældre og indrettede stuen til bageværksted, så der var et bord til fondant, et bord til chokolade og et bord til marcipanarbejde.

- Det var en tid, hvor jeg var fuldstændig nedsunket i egen mousse så at sige.

Ihærdigheden lønnede sig også efter programmerne, hvor Tobias Hamann fik travlt med alverdens bageopgaver.

Siden har han udgivet flere bøger, lavet en masse tv og blevet danmarksmester i chokoladeskulpturer, ligesom han også har afholdt workshops, foredrag og sågar hypnoseshows.

- Jeg sammenligner lidt sejren i 'Bagedysten' med en af de drømme-bachelorer, jeg ikke selv havde snittet til at komme ind på. Man kan bruge den til mange sjove ting, og så er man selv med til at definere, hvilke muligheder man kan få, siger han.

Til næste år kan man se ham i et program om militæret på Kanal 5.

- Det passer meget godt ind i den måde, jeg går til tingene på; når jeg først har sagt ja, arbejder jeg meget målrettet.

Til gengæld er han ikke meget for at spå om, hvad fremtiden ellers bringer. Det ødelægger lidt spændingen ved det hele, som han siger.

- Et år inden, jeg var med i 'Den store bagedyst', anede jeg ikke, at programmet eksisterede. Og sådan har det på en eller anden måde kørt lige siden. Uvished kan jeg godt lide.

- Hvis jeg vidste, hvad jeg skulle, ville jeg sikkert vælge noget andet end dét, griner han.

2015: Liv Martine Niemann

(Foto: Carsten Mol © Dr)

Det helt store spørgsmål i 2015 var, om hovedrollen i 'Game of Thones', Jon Snow, ved sæsonafslutningen var død eller ej.

Det næststørste spørgsmål var – måske alt efter hvem man spørger – hvem der mon skulle vinde 'Den store bagedyst'.

Svaret blev Liv Martine Niemann, der snuppede trofæet foran Micki Cheng og Pernille Morthensen.

- På det tidspunkt var det det største, der var sket i mit liv, siger hun nu her fem år senere og tilføjer:

- Jeg er siden blevet gift og blevet mor, så 'Bagedyst'-sejren er rykket lidt ned. Men der er ingen tvivl om, at det vendte op og ned på mit liv.

Inden sin deltagelse i programmet havde Liv Martine Niemann arbejdet som pædagog i to år, hvilket hun egentlig var glad nok for. Men efter 'Bagedyst'-sejren endte hun med at sige op og lægge grundstenene til det, der siden er blevet til firmaet Kagetid, som hun har sammen med en partner.

Firmaet har siden fået et søsterselskab, hvor Liv Martine Niemanns mand, kokken Mads Niemann, også er inde over.

Fremover håber Liv Martine Niemann, at hun kan udvide sin forretning, så iværksætterdrømmen kan blive en international affære.

- Jeg drømmer om, at vi kan blive ved med at inspirere folk i deres køkkener til at bage og lave mad selv. Og så skal vi ud over Danmarks grænser.

2016: Sune Demant

(© Dr)

Den største begivenhed i 2016 var ganske givet præsidentvalget i USA, hvor Donald Trump vandt over Hillary Clinton.

Men den næststørste begivenhed var muligvis, da tandlægen Sune Demant efter ni opslidende uger bagte sig hele vejen til sejr i 'Den store bagedyst'.

- Det var en vanvittig oplevelse. Inden da var man jo et helt normalt menneske, men lige pludselig var der, jeg ved ikke, hvor mange mennesker der havde set én i tv. Og det blev ikke mindre vanvittigt, da jeg så vandt.

- Men det var ufatteligt sjovt at lave, og hele holdet var enige om, at det var lidt som at gå på efterskole.

Men modsat mange af de andre vindere bibeholdt Sune Demant sit gængse liv efter sejren.

- Der er mange muligheder, man kan vælge at gribe efterfølgende. Men jeg har altid vidst, jeg skulle være tandlæge, og det ændrede sig ikke rigtigt efter 'Bagedysten', forklarer Sune Demant, der dengang som i dag arbejder på en Ph.d.-afhandling om betændelse i tænders nerver, og hvordan det kan påvirke kroppens evne til at danne hårdt væv.

Eksponeringen i 'Den store bagedyst' fik dog adhd-foreningen til at række ud efter Sune Demant, der selv har add.

- Det er noget af det, jeg er gladest for, for det ligger mit hjerte meget nært, og jeg skal da også holde nogle foredrag sammen med dem i det nye år.

For tiden er han ved at færdiggøre en specialistuddannelse i Holland, hvor hans kæreste også er fra.

Han havde ikke set 'Den store bagedyst', parret mødtes først kort efter.

- Så det kan programmet ikke tage æren for, griner den tidligere 'Bagedyst'-vinder.

Sune Demant, der har været studerende i én eller anden form, siden han begyndte i 0. klasse, glæder sig til sommer, hvor han gerne skulle være færdig med det hele.

- Så kan jeg love dig for, at jeg aldrig skal gå i skole igen. Og så håber jeg, der bliver tid til at dyrke nogle af mine utallige hobbyer. Forhåbentligt noget mere kreativt.

2017: Andrea Søllested

(© Dr)

Mange husker måske 2017 som året, hvor MeToo-bevægelsen fik luft under vingerne.

Men for Andrea Søllested blev det året, hvor hun kunne kalde sig vinder af 'Den store bagedyst'.

- Det var en kæmpe oplevelse og meget lærerigt både fagligt og menneskeligt. Jeg fik lov til at snuse til et helt nyt fag, som jeg endte med at gøre til min levevej.

Inden sin deltagelse arbejdede Andrea Søllested som selvstændig teaterskrædder og kostumedesigner hjemme fra sit hus med værksted oppe på førstesalen.

Men da hun blev udråbt som vinder af bagekonkurrencen, begyndte tilbuddene at vælte ind, og for at dygtiggøre sig tog Andrea Søllested også en uddannelse som chokolatier.

Og i dag er kostumerne skiftet ud med storslåede kager og chokoladekreationer.

- Det er ikke en beslutning, der er truffet hen over en nat. Men jeg advokerer for forfølgelsen af kortsigtede mål, hvilket vil sige, at man nogle gange bare skal springe på vognen, når den holder ved siden af dig, siger hun og fortsætter:

- Men jeg vil ikke selv kalde det et karriereskifte. Jeg har været selvstændig i 30 år og har altid været drevet af kreativitet. Og jeg skal stadig lave momsregnskab og holde styr på kontrakter og den slags. Så formen er den samme, men produktet er nyt, forklarer 'Bagedyst'-vinderen.

Nu har hun i stedet for sin systue et industrikøkken, hvor hun laver kager på bestilling til bryllupper, konfirmationer og andre festlige lejligheder i sommerhalvåret, mens hun afholder chokoladekurser i vinterhalvåret.

2018: Emil Obel

(© Dr)

I 2018 var der ikke noget, der var lige så ungt som 'Fortnite'.

Det skulle da lige være Emil Obel, der både var den yngste deltager og vinder, det hvide bagetelt har kendt.

I en alder af blot 16 år trådte den unge deltager ind i konkurrencen, hvor han med sine kager uge efter uge imponerede dommerne og seerne.

- Det var syret at være med. Jeg var i forvejen kæmpe fan af programmet, og pludselig fik jeg selv lov til at være med. Det føltes nærmest ikke helt rigtigt, før det blev vist på tv i efteråret. Det var først dér, jeg indså, hvad jeg havde lavet i det telt hele foråret.

Den unge mesterbager gik i 1.g, mens optagelserne stod på, og hvor mange andre deltagere har forfulgt drømmen om at leve af kagerne efter deres medvirken, fortsatte Emil Obel med sit gymnasieliv, da konkurrencen var slut.

- Den hårdeste del var jo lige at være begyndt i gymnasiet, mens jeg lavede 'Den store bagedyst'. Så jeg tænkte, det ville være spild, hvis jeg droppede 2. og 3.g, når nu jeg havde overstået den hårdeste del, siger han og fortsætter:

- Og så har jeg nydt at være sammen med en masse jævnaldrende. Jeg tror, jeg ville synes, det var mærkeligt, hvis jeg skulle ud og stå på helt egne ben i en alder af 17 år uden et socialt fællesskab.

Ved siden af sin tilværelse som gymnasieelev har han dog både haft tid til at bage for dronningen samt udgivet sin egen kagebog.

I sommer kunne Emil Obel så endelig kalde sig student. Og nu lægger han heller ikke skjul på, at det næste stykke tid bliver helliget kagerne.

- Før skulle jeg holde lidt igen med at bage og pleje de sociale medier på grund af skolen. Men nu har jeg endelig fået tid til det, og nu bager jeg døgnet rundt og har gang i en masse sjove projekter.

Men selvom Emil Obel i dag arbejder, som det han kalder influencer, så er det ikke på et niveau, hvor det hele handler om engagement og likes og andre tal.

- Jeg er jo lidt en amatør-influencer. Jeg er ikke med i et bureau eller har en manager. Jeg gør dét, som jeg selv synes er sjovt, så det ikke kvæler glæden. Det skal stadig være en hobby, og så nyder jeg at kunne tjene penge på det. Men det skal blive ved med at være sjovt. Ellers vil jeg hellere lave noget andet.

I fremtiden drømmer den i dag 19-årige 'Bagedyst'-vinder dog også om at udforske andre kreative sider af sig selv.

- Jeg holder fast i min drøm om at blive scenograf, selvom jeg lige tager et sabbatår eller to. Men jeg vil gerne blive ved med at tænke visuelt og bygge kreative ting.

2019: Frederikke Legaard

(Foto: Torben Hrab © Dr)

Den seneste vinder af 'Den store bagedyst' kommer fra 2019 – et år, der måske bedst huskes for ikke at være det virusinficerede år, vi befinder os i nu.

Uge efter uge imponerede Frederikke Legaard på meget højt niveau både dommere, medbagedystere og seere med sine kreative og kunstneriske kreationer.

Sejren betød også, at den kunststuderende Frederikke Legaard blev tvunget til at stoppe op og tænke over, hvad hun skulle med sit liv.

- Jeg skulle finde ud af, hvad jeg skulle bruge opmærksomheden i efterspillet til. Og jeg synes egentlig, jeg har formået at gøre det godt, siger hun og fortsætter:

- Nu er der gået et år, og jeg står tilbage med en følelse af at lave det, jeg virkelig godt kan lide, og at mine drømme kan lade sig gøre.

Inden 'Bagedyst'-vinderen meldte sig til konkurrencen, læste hun på den prestigefyldte kunstskole Gerrit Rietveld Academie i Amsterdam. Og selvom hun lige nu har orlov fra sit studie, har det i det forgangne år været vigtigt for hende at holde fast i det kunstneriske udgangspunkt, hun også indtog konkurrencen med.

- Jeg var nervøs for, om jeg kunne stå ved den kunstneriske praksis, jeg var ved at etablere. Men i dag synes jeg helt klart, det har fungeret. 'Bagedysten' har kun åbnet en masse døre for mig, siger hun.

I sommer kunne Frederikke Legaard da også bryste sig af at være udstillet på et dansk galleri med sin kunst for første gang. Hvor hendes første værk i øvrigt blev solgt efter blot 22 minutter.

Ligesom hun også indgik i et samarbejde med ingen ringere end Claus Meyer, som hun lavede flødeboller med i sommer.

Mens verden stadig er ramt af corona og befinder sig i en mere eller mindre konstant tilstand af lockdown, giver det dog ikke mening for Frederikke Legaard at genoptage sit studie i Amsterdam. Men hun er overbevist om, at hun nok skal vende tilbage for at færdiggøre sin uddannelse, når omstændighederne tillader det.

I mellemtiden har hun fået en atelierplads på Nørrebro i København, hvor hun i øjeblikket er ved at producere værker til en udstilling i januar, ligesom hun også arbejder på en kommende bog, som bliver en blanding af kunst og opskrifter, der forventes at udkomme til sommer.

Og så er hun i udviklingsfasen af en podcast, hun dog ikke kan fortælle så meget mere om på nuværende tidspunkt.

- Vi er ved at finde ud af, om jeg har en god radiostemme, griner hun.

Se, hvem der bliver den niende vinder af 'Den store bagedyst' lørdag aften klokken 20 på DR1 og på DRTV.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk