Sex, sjov og spænding til drengene

Drenge skal læse noget mere. Det er hovedideen bag en ny drengelitteraturpris på årets Bogforum. Sex, sjov og spænding er nøgleord, hvis man vil fange drengenes interesse, lyder det fra vinderen.

Drenge. Det ser ikke så godt ud, hvis man skal tro de tørre kendsgerninger, som undervisningsministeren kom med, da hun på Bogforum skulle motivere grunden til årets nye pris - Drengelitteraturprisen 2011.

- Drengene stopper med at læse bøger i 5. - 6. klasse. Drengene ryger ud af ungdomsuddannelserne. Drengene droppe de vidregående uddannelser. Til gengæld stormer pigerne frem, lød det for undervisningsminister Christine Antorini.

216 bidrag

For at få drengene til, bare engang imellem at skifte computerspillene ud med en bog, så udskrev undervisnings- og kulturministeriet en noveellekonkurrence. 216 bidrag blev indsendt. Fem blev valgt ud og efter afstemning på nettet, så blev de tre vindere fundet. Og på årets bogforum blev priserne så overrakt fredag eftermiddag.

Drenge. Det ser faktisk ikke så skidt ud igen. For vinderen af Drengelitteraturprisen 2011. Forfatteren Michael Kamp, der får prisen for novellen "Telefonfis", giver følgende opskrift på en god drengebog.

- Der skal være sex, sjov og spænding, så fanger man drengene. Men faktisk så tror jeg ikke, at man på den måde skal skrive specielt til drenge. I bund og grund skal man skrive vedkommende, så skal de nok læse det, siger Michael Kamp til DR Kultur.

Ikke tal ned

Michael Kamp tror den værste fejl man kan gøre som forfatter er at tale ned til drengen og undervurdere deres viden.

- Men de vil jo gerne have noget tju-bang og reality. Jeg synes Harry Potter-bøgerne er fantastiske i forhold til drengene, siger Michael Kamp, der iøvrigt selv deltager på årets Bogforum med horrorromanen "Bunker 137".

Med prisen modtager Michael Kamp 25.000 kroner. Andenpladsen gik til Lise Bidstrup for novellen "Hvid røg". Peter Grønlund fik tredjepladsen med "Blodkulten".

Man kan høre mere om Drengelitteraturprisen og om hvorfor det er så svært at få drenge til at læse i P1 Morgen lørdag mellem 8-10.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter