Sidder du også mere foran skærmen? Streaming-forbrug steg markant under corona

Forbrug af traditionelt tv er også steget, viser tal fra DR Medieforskning.

Du er langt fra alene, hvis du føler, du har siddet mere foran skærmen under coronakrisen. Det viser nye tal fra DR Medieforskning. (© Unsplash)

Da store dele af samfundet lukkede ned på grund af corona tilbage i marts, blev det pludselig umuligt at gå ud at spise, sætte sig til rette i biografsædet eller løfte jern i fitnesscentret.

Nu viser nye tal fra DR Medieforskning, at mange valgte skærmen som deres fortrukne adspredelse under coronalockdown, idet forbruget af både streaming og traditionelt tv steg voldsomt i ugerne efter nedlukningen.

På streamingplatformen DRTV steg tidsforbruget til 14,2 minutter per dansker per dag i perioden 12. marts til 10. maj. I samme periode sidste år brugte danskerne kun 8,5 minutter på platformen.

- Det er især forbruget af nyheder, der har fået flere folk til at streame via DRTV, fortæller teamleder i DR Medieforskning Henrik Gregor Knudsen, der understreger, at man ikke har sammenlignelige tal, der dækker hele streaming-markedet.

Det ændrer imidlertid ikke på, at tidsforbruget på DR's egen streamingplatform er tæt på fordoblet i forhold til samme periode sidste år.

Ser man på forbruget af traditionelt flow-tv, er mønsteret det samme.

- Forbruget tog et markant løft omkring nedlukningen den 11. marts og i de følgende uger, fortæller Henrik Gregor Knudsen.

- Fra 12. marts til 10. maj steg tidsforbruget per dansker per dag med knap et kvarter svarende til cirka 10 procent.

Henrik Gregor Knudsen forklarer videre, at det også på traditionelt tv især var forbruget af nyheder, der steg i forbindelse med nedlukningen.

Således steg seertallene til TV Avisen på DR1 klokken 21 med over 250.000 seere. Det svarer til en fremgang på over 50 procent i forhold til samme periode sidste år.

Især i dagene efter nedlukningen den 11. marts steg forbruget af traditionelt flow-tv herhjemme, viser tal fra DR Medieforskning. (© DR Medieforskning)

Ikke kun i Danmark

Samme tendens gør sig gældende i Storbritannien, hvor en undersøgelse fra Ofcom, der holder øje med medieudviklingen i landet, viser, at voksne brugte 40 procent af deres vågne timer foran en skærm under corona. Det skriver BBC.

Desuden er seertallene på tværs af streamingplatforme i Storbritannien steget med 71 procent i forhold til sidste år, viser samme undersøgelse.

Henrik Gregor Knudsen understreger, at man her til lands ikke har ligeså detaljerede datakilder som Ofcom.

Meget tyder dog alligevel på, at manges favoritbeskæftigelse under coronanedlukningen har involveret en skærm - uanset om man bor i Danmark eller Storbritannien.

Facebook
Twitter