Sif på 26 jagter sin drøm i Paris: Alle bør rejse ud i verden, koste hvad det vil

Sif Lindblad voksede op med eventyr i eksotiske lande. Nu har hun taget springet til Paris for at blive kurator.

Da jeg var 11 år, var jeg med min familie i Grønland.

Min far er biolog og skulle arbejde deroppe. Det var første gang, jeg var i Grønland, som er et meget smukt land. Om aftenen sad mine forældre, min lillesøster og jeg omkring et spisebord sammen med den grønlandske familie, som vi boede hos.

Alle var helt stille, mens vi spiste. Min søster og jeg kunne ikke lade være med at grine, for det føltes så fremmed for os at være stille, mens vi spiste aftensmad. Helt anderledes end det, vi kendte hjemmefra.

Selvom situationen var uvant, var det ikke uvant for os at møde kulturer, der er anderledes end vores. Da jeg var barn, brugte vi altid ferierne på at tage på opdagelse, for eksempel i Myanmar eller Marokko.

Det er jeg glad for i dag, for jeg er sikker på, at det har gjort mig mere åben.

Jeg har altid haft stor interesse for kunst og kultur. En af de første gange, det gik op for mig, var til en Michael Kvium-udstilling på det aarhusianske museum Aros. Hele klassen var på tur, og jeg var både fascineret af malerierne, ideen om at gå på udstillinger, og hvordan udstillingen blev formidlet.

Da jeg blev færdig på gymnasiet, tog jeg på højskole, hvorefter jeg begyndte at læse kunsthistorie på universitetet. Kunsthistorien er stadig noget af det vigtigste og allermest fascinerende for mig, men på universitetet er det meste teori og idé.

(Foto: Rasmus Meldgaard Harboe (DR))

Mens jeg læste min bachelor, begyndte jeg at arbejde som kuratorassistent i Dansk Arkitektur Center, hvilket åbnede op for en verden, der var mere 'hands on' i forhold til at skabe de rum, som kunsten lever i.

Det begyndte at gå op for mig, at jeg savnede noget mere praktisk i min uddannelse. Jeg havde brug for at supplere min teoretiske viden med noget, som kunne eksistere ude i verden.

Jeg fandt ud af, at den amerikanske kunst- og designskole Parsons The New School har en afdeling i Paris, og jeg fik arrangeret et møde med den professor, der leder uddannelsen History of Design and Curatorial Studies.

Vi talte om forskellen på at uddanne sig som designhistoriker og kunsthistoriker og potentialet i at kombinere teori og praksis. Vi talte også om det unikke i at være en del af et internationalt universitet med studerende, der kommer med mange forskellige baggrunde, og om min profil som skandinav og kunsthistoriker.

Det var et meget vellykket møde, og han og jeg arbejder også tæt sammen i dag. Det er en af de ting, jeg værdsætter mest ved skolen; at hierarkiet mellem professorer og studerende er meget fladt.

(Foto: Rasmus Meldgaard Harboe (DR))

Mit studie giver mig en profil som 50 procent historiker og 50 procent kurator. En kurator er en person, der skaber udstillinger, så det passer perfekt til mig.

Skolen har en politisk vision om at fortælle den side af historien, som ikke er en del af kanonen. Historiebøgerne bliver altid skrevet af vindere, og vi forsøger at fortælle den fra den anden side.

Vi har lige lavet en udstilling om barrikadernes historie, både i fransk og international kontekst. Vores benspænd var, hvordan man udstiller barrikaden, som ikke er et objekt, du kan putte i en montre eller på en hylde, som man normalt gør med objekter i en udstilling.

En anderledes måde at tale om designhistorie.

Jeg har dobbelt så mange fag, som jeg havde på Københavns Universitet – hvilket er en god ting, for jeg bliver kun skarpere af det.

Jeg har nærmest ikke haft tid til andet end at studere, siden jeg kom herned i januar. Jeg har været i Danmark for at besøge min familie og venner én gang, men ellers har jeg ikke haft tid til andet end skolen.

Men amerikanske universiteter er ikke billige. Det kostede mig en del tid og logistik at søge fonde og skrabe penge nok sammen, men det var en kæmpe tilfredsstillelse, da det lykkedes.

(Foto: Rasmus Meldgaard Harboe (DR))

Hvis jeg skulle give ét råd, så er det at tage ud og blive klogere, koste hvad det vil. Både fordi man får meget ud af det akademisk, men også især det, at der måske er noget nyt at erfare uden for éns tryghedsboble.

Hvis man gør det, lærer man det samme, som jeg lærte i Grønland som 11-årig. At kulturer er forskellige, og at man kan blive klog på meget ved at gøre noget andet end det, man plejer at gøre.

Det sidste halve år på Parsons har været uden sammenligning, så jeg har besluttet mig for at blive hængende og færdiggøre min kandidatuddannelse hernede.

Det betyder, at jeg skal i gang med at søge legater igen. Det er allerede helt uoverskueligt, men på samme tid er det god læring i forhold til det liv, der venter, når jeg ikke er studerende længere.

At være kurator og skabe udstillinger handler også om at overbevise folk om vigtigheden i det projekt, man arbejder på. Kunst- og kultursektoren bliver mindre og mindre, og vi er nødt til at søge penge udefra. Så måske er det i virkeligheden er win-win.

Hvis man virkelig brænder for noget, skal det nok lykkes.

Facebook
Twitter