Simon står bag nyt 'grænseoverskridende' tv-program: 'Jeg hader tabuer. Vi skal kunne tale om alt'

Komikeren Simon Væver undersøger, om der er grænser for komik i nyt DR-program.

(Foto: Olivia Celeste Kyed Kenvig © dr)

- Dværgebegravelser er det eneste tidspunkt, hvor man kan se en barnekiste uden at blive trist.

Joken kommer fra komiker Simon Væver. I det nye DR-program 'Det er ik' sjovt, Simon!' undersøger han komikkens grænser for emner og personer, som nogle af os måske ikke engang ville turde tale om.

Dværge, sexarbejdere og folk med demens og impotens er dem, der gennem de fire programmer får en tur i Simon Vævers vitsmaskine. Selvom den 25-årige komiker er vant til at tale om tabubelagte emner i sine shows, har det været en grænseoverskridende oplevelse at lave programmet – selv for ham.

- Det var ubehageligt nogle gange, siger han og fortsætter:

- Mange mener nok, det er respektløst at grine af tabubelagte emner. Men en joke behøver på ingen måde at være nedværdigende over for det eller dem, man taler om. Og nogle gange skal der humor til for at forstå noget.

Men findes der alligevel ting, man ikke må lave sjov med?

Det besluttede Simon Væver sig for at prøve at finde ud af.

På et tidspunkt i programmet klæder Simon Væver sig fysisk af. Det var grænseoverskridende for ham, men han tænkte: "Hvis jeg forventer, at andre skal bryde tabuer og udlevere sig selv, så skal jeg også selv gøre det". (Foto: Olivia Celeste Kyed Kenvig © dr)

Tabu - et åndssvagt ord

Måske du selv har siddet til et standupshow og tænkt: "Det kan man da ikke lave sjov med". Måske fordi det er et emne, der berører dig eller dine nærmeste, eller fordi det er et tabu, "man" ikke taler om.

Men Simon Væver hader tabuer. Selv ordet kan han ikke lide.

- Jeg har altid syntes, det var et åndssvagt ord. Det er et ord for ting, vi ikke vil tale om – det giver jo ingen mening. Jeg mener, vi skal kunne tale om alt.

Simon Væver er vokset op i en lille by ved Silkeborg, og der var man generelt ikke meget for at snakke om ting. "Nu skal du ikke ødelægge den gode stemning", fik han tit at vide, og det blev han træt af.

Derfor er han i dag ikke bleg for at dele ud af sine egne "tabuer". Når Simon Væver er ude og optræde, taler han om sit liv. Lige fra dates og familie til adhd og depression.

Simon Væver fik diagnosticeret adhd som 13-årig og har kæmpet med depression meget af sit liv – og gør det stadig.

- Det har været terapeutisk for mig at skrive jokes om min depression. Men det har samtidig også været det sværeste, jeg har skrevet om – mest fordi jeg var bange for, at publikum kunne blive bange for, at jeg var så langt ude, at jeg ville gå hjem og tage mit eget liv, siger han.

- Men det handler om at sige det højt – om det så er i en joke eller til sine venner. Det er befriende at være ærlig.

Det program, hvor vittighederne har været hårdest, er det om dværge, fortæller han. - Det er nok, fordi man før har hørt dværgejokes, og dermed er det mere socialt acceptabelt. Derfor går grænsen automatisk et andet sted. (Foto: Olivia Celeste Kyed Kenvig © dr)

Og hans strategi viste sig at give pote.

I hvert fald har han fået mange beskeder fra folk med adhd eller depression, der takker og roser ham for at tale åbent om det og give dem en følelse af, at det ikke er de eneste, der har problemer.

- Det er også rart for mig at vide, at jeg ikke er alene med det. Jeg bliver stadig klogere på depression og adhd – ofte gennem comics og jokes – og det gør mig klogere på mig selv, siger Simon Væver.

Ikke langt fra gråd til grin

Og det er præcis det, han håber, folk kan få ud af hans aktuelle program: At folk kan se sig selv i samtalerne og de jokes, han fortæller.

Men synes du, at du gik over grænsen med nogle af dine jokes?

- En af de jokes, der virkelig udfordrede mig, var en joke om sexarbejdere skrevet af en af mine medskrivere, Søren Dürr.

Joken, der også vakte opsigt blandt publikum, lyder:

"Er der ikke netop en ulempe ved at være escort eller dominatrix i stedet for en rigtig gadeluder? Ødelægger det ikke den pensionsplan, alle gadeludere ellers har? Om at blive dræbt på et hotelværelse".

- Jeg kan stadig ikke finde ud af, om jeg kan tillade mig at grine af det. Det, jeg griner af i joken, er, at "jeg" virkelig tror, at det er deres pensionsplan. At "jeg" er så dum. Jeg gør jo grin med, at nogle tænker sådan.

- Det er det absurde, der er sjovt, fortæller han og siger samtidig, at han godt forstår, at for nogen er den joke over grænsen.

Men her støder vi på et problem ifølge Simon Væver.

- Det er en fejl, at folk forveksler, hvad komikere siger på scenen med, hvad de i virkeligheden mener og tænker.

Simon Væver har altid været nysgerrig. - Jeg spørger altid ind til folk, der er anderledes og vil høre om dem, der har haft en anden opvækst end mig selv. (Foto: Olivia Celeste Kyed Kenvig © dr)

Ingen af hans kolleger skriver jokes for at gøre andre mennesker kede af det, forklarer han.

- Det kan selvfølgelig ske, men det er altid med henblik på, at vi skal have det sjovt. Igen, vi skal kunne tale om ting, og nogle gange er der brug for humor – ellers bliver det hele så dystert.

Og det var netop også noget, nogle af de medvirkende i programmerne sagde, da de sad i den varme stol og talte med Simon Væver.

- Alt, hvad jeg kan græde over, kan jeg også grine af, sagde en kvinde, der bor med sin demensramte mand, i programmet.

Andre sagde, det var befriende at både tale om og høre jokes om deres "tabu". En af dværgene sagde endda, at det havde været helt opfriskende at høre andre jokes om dværge, fordi nu havde han hørt de samme i alt for mange år.

Ingen af de medvirkende syntes, at Simon Vævers standup havde været over grænsen, fortæller han.

Det var han glad for. Men ikke specielt overrasket.

Simon Væver var flere gange nervøs for at sidde og spørge ind til de medvirkende. - Meningen var, at jeg måtte spørge ind til alt. Nogle gange tænkte jeg: "Kan jeg virkelig tillade mig at spørge om det her?". Jeg fandt ud af, at de syntes, det var befriende, at man spurgte. (Foto: Screenshot fra 'Det er ik sjovt Simon' © dr)

For faktisk oplever den unge komiker, at det ofte er andre mennesker, der bliver stødt på andres vegne. Man kan få dårlig samvittighed over at grine af noget, man ikke selv er berørt af, forklarer han.

- Når jeg laver en joke om depression, kigger folk tit over på andre, der har depression og spørger, om det var okay, det der blev sagt. Men ofte er det faktisk dem med depression, der griner mest, fordi de har haft nogle af de samme tanker og kan genkende sig selv.

Simon Væver taler også ofte om homoseksualitet i sine shows, fordi begge hans søskende er homoseksuelle. Det laver han tit jokes med – både på scenen og til familiemiddage.

- Da min bror sprang ud, drillede vi ham med det. Men sådan er jargonen mellem os – vi driller altid hinanden, så hvorfor skulle jeg ikke kunne drille ham med det? Det synes jeg ville være underligt.

Men for at være på den sikre side spørger han ofte publikum, om der er nogle homoseksuelle, der føler sig stødt af det – og han har aldrig oplevet nogle række hånden op.

- De bliver snarere irriteret over, at man spørger, siger Simon Væver.

- Hvis man synes, en joke er for meget – om det så handler om folk med depression, dværge eller homoseksuelle – så må man selvfølgelig gå ud fra, at mennesker kan tale for sig selv. Det synes jeg jo er diskriminerende: Altså, tror du ikke, de kan forsvare sig selv?

Simon Væver har haft det særligt svært under corona. Hans adhd og depression har naget ham. - Det har været en hård vinter, og jeg glæder mig meget til at få en normal hverdag tilbage. (Foto: Olivia Celeste Kyed Kenvig © dr)

Svært at tale om

Men Simon Væver havde faktisk særligt et emne, han var bange for at tale om; demens.

Han har flere gange haft et mareridt om, at han en dag åbner døren til sine forældre, og de spørger: "Hvem er du?".

- Jeg var meget nervøs, inden vi skulle optage programmet, men samtidig syntes jeg også, det var det vigtigste emne, fordi jeg selv har oplevet, at folk har svært ved at tale om det. Vi er en smule afmonterede i Danmark – vi vil rigtig gerne tale om ting, vi ved bare ikke hvordan.

Og det er netop også det, der er hele programmets formål: At give folk et sprog for nogle af de ting, vi ikke tør tale om.

Ved at tilbringe tid med en demensramt og ved at skrive jokes til og om demente forstår han sygdommen bedre.

- Jeg har lært, at demens kan ramme alle, og det er forfærdeligt – men de har stadig ikke glemt dig.

Simon Væver håber på, at programmet kan gøre op med tabuer og få folk til at være mere åbne over for hinanden. (Foto: Olivia Celeste Kyed Kenvig © dr)

Man kan godt kan overskride grænser, mener Simon Væver.

- En joke kan gå fra at være sjov til at være hadefuld, og den grænse er jo forskellig fra menneske til menneske. Men præmissen for en joke bør aldrig være at træde nogen over tæerne.

Selvom Simon Væver har lært meget om demens, sexarbejdere, sig selv og grænser for humor, vil han i fremtiden ikke tænke mere over, hvem han gør grin med.

Snarere tværtimod vil han tænke mindre over, hvem han laver sjov med.

Så for at vende tilbage til spørgsmålet: Er der grænser for, hvad man må gøre grin med?

Hvis du spørger Simon Væver, er svaret nej.

- Du må gøre grin med alt. Det kommer bare an på, hvordan du gør det.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk