Simons internationale gennembrud lå pludselig i ruiner: 'Det har været fuldstændig vanvittigt'

Corona satte Simon Talbots drøm på pause. Nu sigter han i stedet efter et Netflix-show.

Simon Talbot tager på engelsksproget turné i Danmark. (Foto: Seth Nicolas © sethnicolas.com)

Skruer vi for en kort stund tiden tilbage til slutningen af februar måned, ville man kunne se en glad, storsmilende og spændt Simon Talbot.

Den 34-årige komiker stod nemlig overfor karrierens hidtil største mulighed - og muligvis et internationalt gennembrud på den helt store comedyscene.

Med hans onemanshow 'Danish Invasion', der foregår på engelsk, skulle han på verdensturné som opvarmning til den britiske standup-stjerne Russell Howard.

Shows i Skotland, Australien, Norge, Sverige, Canada, USA og Tyskland samt stadionshows i England var planlagt henover foråret og sommeren.

Men, men, men. Så husker du nok, at coronavirusset udviklede sig fra et regionalt, kinesisk udbrud til en verdensomspændende pandemi, der fik det meste af verden til at lukke ned.

Men det har ikke fået Talbot til at give op. Tværtimod har han justeret planerne, så han stadig kan komme på turné - dog en anderledes en af slagsen end først planlagt.

Internationalt gennembrud må vente

Det faktum, at Simon Talbots verdensturné lå i ruiner, ramte ham dog i første omgang hårdt og gav ham en følelse af uretfærdighed, husker han.

- Først ramte skuffelsen, og senere ramte afmagten. I tiden lige før corona så det ud til, at stjernerne stod helt rigtigt for mig. Selvom man kan bilde sig selv ind, at ens karriere flyver afsted på grund af ens talent, kræver det også utrolig meget held.

- Og det kræver, at man er på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt, hvilket jeg følte, at jeg var, fortæller Simon Talbot.

Som månederne gik, blev skuffelsen og afmagten stille og roligt afløst af trangen til at optræde og underholde.

- Det, at jeg ikke har kunnet lave standup, har ikke kun føltes, som om jeg mistede et arbejde - det føltes, som om jeg mistede min identitet. Det er det, jeg har lavet nonstop de sidste mange år, og det har været fuldstændig vanvittigt ikke at kunne lave det, jeg elsker, indrømmer Simon Talbot.

Hungrer efter at underholde

Derfor besluttede han sig for at optræde med sit engelsksprogede show 'Danish Invasion' herhjemme, hvor han blandt andet kommer forbi Aalborg, Aarhus, Esbjerg, Vejle, Odense og København på sin månedlange danmarksturné, der begynder i dag, torsdag.

Oprindeligt skulle publikum blandt andet have serveret jokes om hans opvækst som Jehovas Vidne, hans stordrikkende, irske far og om at være dansker i både England og USA, hvor Simon Talbot har tilbragt meget tid.

En af årsagerne til, at Simon Talbot er begyndt at optræde på engelsk, er, at han jagter et stort gennembrud i udlandet. (Foto: MADS NISSEN © Scanpix)

Men de emner er nu lagt på hylden til fordel for de mere 2020-aktuelle jokes.

- Mit show kommer til at handle meget om corona. Jeg vil minde folk om, at det her vanvid er midlertidigt, og at vi skal forsøge at få det bedste ud af det.

- Samtidig har jeg kunnet fokusere på at lave alt det materiale, som, danskere synes, er sjovt, selvom det stadig foregår på engelsk, siger Simon Talbot.

Han indrømmer dog, at den danske turné var tæt på ikke at blive til noget, fordi han legede med tanken om at aflyse. Det er han dog lykkelig for, at han ikke førte ud i livet.

- Alle hungrer efter at få noget underholdning, og jeg er så lykkelig for at stå på scenen igen. Jeg håber, at folk får en mega sjov aften, og at de kommer ud med en god mavefornemmelse af, at det hele nok skal gå, siger han.

Drømmer om Netflix

En af årsagerne til, at skanderborgenserens standupshow foregår på engelsk er, at han fortsat jagter gennembruddet i udlandet.

Det har altid været en af hans helt store drømme at slå igennem som standupkomiker på engelsk, og derfor håber han, at stjernerne igen kommer til at stå helt rigtigt, når nedlukningen verden over er et overstået kapitel.

- Jeg er dansker, og min base vil altid være i Danmark, men tænk lige, hvis jeg kunne tage på turné to måneder om året forskellige steder i verden og tre måneder i Danmark bagefter. Det ville være drømmen.

- For mig handler det også om, at jeg ikke vil ende som en sur gammel mand, der ser tilbage på livet og fortryder, at jeg ikke gik efter at udleve min drøm, siger Simon Talbot.

En genvej for Simon Talbot til at slå igennem internationalt er at få streaminggiganten Netflix overbevist om, at de skal udgive en comedy special med ham.

- Det er mit helt store mål, og jeg har tænkt mig at fortsætte på engelsk, indtil det sker. Men det kræver også en masse held og timing, lyder det fra Simon Talbot.

Simon Talbots onemanshow 'Danish Invasion' får premiere i aften, 1. oktober, på Bremen Teater i København.

Facebook
Twitter