Skab dit eget favoritsite med Mit DR

DR går nu i luften med initiativet Mit DR, der er personlig DR-side, der gør det muligt at komponere sin egen DR-side med ens eget yndlingsindhold fra dr.dk.

Nogle vil holde sig ajour med de seneste nyheder, andre foretrækker hiphop og anmeldelser af de nye elektroniske gadgets. Andre igen interesserer sig for sundhed og livsstil eller følger ivrigt med i byens aktuelle kulturtilbud.

Der findes stort set lige så mange forskellige interesser og ønsker, som der findes forskellige brugere på Danmarks største indholdssite, dr.dk.

Men nu får alle danskere muligheden for at vælge frit på hylderne af programmer, tjenester og services, når DR introducerer Mit DR - en personaliseret side på dr.dk, der tilgodeser den enkelte brugers præferencer.

Få mere ud af DR

Tanken bag Mit DR er, at man kan abonnere på lige præcis det indhold, man interesserer sig mest for, uanset om det kommer fra DR's egne websider eller fra eksterne sites fra ind- og udland.

Og på den måde samle det hele på sin egen personlige DR-side.

- Dr.dk tilbyder danskerne et væld af forskelligt indhold. Vi har et ønske om at gøre det så nemt som muligt at finde og samle netop dét indhold, du som bruger interesserer dig allermest for, siger chefredaktør for dr.dk, Karen Westman Hertz og uddyber:

- Det handler om at føle sig hjemme på dr.dk og om at få mere ud af de mange programmer, services og tjenester, DR tilbyder. Med Mit DR får brugeren en skræddersyet side, der tager højde for, at vi alle er forskellige og har forskellige interesser.

Bliv din egen webredaktør

Mit DR henvender sig til alle brugere af dr.dk, og målet med den personlige side er dels at gøre det nemmere at finde og genfinde sit yndlingsindhold fra DR, og samtidig frasortere det, man er ligeglad med, dels at give brugeren frihed til at vælge en masse af det mest populære indhold fra andre danske sites til.

- Det smarte ved Mit DR er, at man ved hjælp af ganske få klik kan sammensætte sin egen side og løbende samle det indhold, man ønsker at følge med i - og samtidig se, hvad der sker på andre populære sites. Brugeren bliver så at sige sin egen webredaktør, fortæller projektleder i DR Interaktiv Produktion, Christian Valentiner.

Supplement, ikke erstatning

Han understreger, at Mit DR ikke er en erstatning for det dr.dk, som brugerne kender i forvejen. Det er ment som et supplement og en ekstra service.

- Forsiden er stadig vigtig, for der vil være dage, hvor man har lyst til at starte med sin egen sammensatte DR-side, og dage, hvor man foretrækker en redaktionelt sammensat forside. Mange vil sikkert også stadig starte på forsiden af dr.dk og så logge på 'Mit DR' efter at have orienteret sig, forklarer Christian Valentiner.

For at få adgang til sin egen personaliserede DR-hjemmeside skal man oprette sig selv og derefter logge ind ved hjælp af et brugernavn og password.

Facebook
Twitter