Skak er ikke verdens ældste spil

I forbindelse med det nuværende VM i skak i Indien har man kunne høre, at skak er verdens ældste. Men et tjek fra DR's Detektor viser, at det udsagn ikke holder.

Skak er med omkring 1.400 år på bagen et gammelt spil - men langfra verdens ældste. (Foto: Annette Jespersen)

I lørdags begyndte verdensmesterskabet i skak i Indien. Mesterskabet fylder en del i medierne på grund af den kun 22-årige nordmand Magnus Carlsen, der er den ene finalist.

I et portræt af Carlsen i TV2 Nyhederne kunne man høre en interessant faktuel oplysning om det ædle brætspil:

- Det er først og fremmest historien om en norsk vidunderdreng der i dag står foran at opnå sit livs mål. I verdens ældste spil i VM-finalen i Chennai i Indien.

TV2 oplyser til Detektor, at de har oplysningen om at skak er det ældste spil i verden fra Dansk Skak Union. Og på unionens hjemmeside står der da også:

- Til at begynde med kan det konstateres, at skak er verdens ældste spil.

Også i Dansk Skoleskaks undervisningsmateriale til skak-interesserede skoleelever, står der i afsnittet "Hvad er skak", at skak er verdens ældste spil.

Spil helt tilbage fra 3.500 f.kr.

Men der er faktisk flere brætspil, der er ældre end skak - meget ældre.

- Nogle af de ældste spil vi har fundet, er fra Egypten og daterer sig helt tilbage til 3.500 år f.kr. Der er tegninger af brætspil i hieroglyffer i pyramiderne og også i offergrave. Senere finder man spil som backgammon, der går helt tilbage til 3.000 år f.kr., så det har 5.000 år på bagen. Så skak er på ingen måde verdens ældste brætspil, siger Thomas Vigild, der er formand for Dansk Spilråd og Headmaster for Vallekilde Højskoles Game Academy.

Ifølge Vigild har skak nemlig ikke nær så mange år på bagen.

- Skak kommer først noget senere. Det kommer fra Indien og bliver først opfundet omkring år 600 eller 700. Senere kommer der forskellige variationer, og det bliver lavet lidt lettere. Det kommer til Europa omkring 1300-tallet, hvor det bliver en del af den almene kultur. Så det er faktisk ret sent i brætspillets historie, at skak rammer den vestlige civilisation, siger Thomas Vigild til Detektor.

Egyptisk spil er sandsynligvis Senet

Vigild fortæller, at arkæologer gætter på, at de gamle spille-tegninger fra Egypten forestiller spillet Senet.

- Det var meget pænt udsmykket. Det er et træbord, hvor man går rundt på en bane på brættet, ligesom man kender det i nutidens brætspil. Selve brikkerne lå så nede i skuffer i det her brætspilsbord. Det er faktisk et meget veludført og luksuriøst bræt, som man har fundet i Egypten, siger Thomas Vigild.

Skakunion: Har taget munden for fuld

I Dansk Skak Union erkender man, at man ikke kan kalde skak for verdens ældste brætspil.

- Skak er et meget gammelt spil, men vi har taget munden for fuld ved at sige, at det er det ældste, siger presseansvarlig for Dansk Skak Union Thomas Vestergård.

Han mener at myten om skakspillet alder kan hænge sammen med netop spillet Senet.

- I de gamle egyptiske pyramider har man fundet nogle billeder, hvor det ser ud som om at folk sidder og spiller skak. Det viser sig ved nærmere granskning, at det højst sandsynligt er Senet, der godt nok mindede om skak på den måde, at det foregik på nogle felter - godt nok kun 30 - og at man havde nogle brikker, der ligner vore dages skakbrikker. Vi kan måske kalde det en forløber for skak. At sige at det ligefrem er skak, er nok at stramme den, siger Thomas Vestergård til Detektor.

Både Dansk Skak Union og Dansk Skoleskak har efter Detektors henvendelse rettet deres formuleringer om skak som verdens ældste spil.

Facebook
Twitter