Takketaler er ikke altid bare en strøm af rosende ord til dem, der har bakket prismodtageren op.
Nogle gange ryger der også kritiske toner ind i takketalerne.
Det viste den danske forfatter Jonas Eika i aftes, da han modtog Nordisk Råds litteraturpris i den svenske hovedstad, Stockholm.
Han langede nemlig ud efter den danske statsminister Mette Frederiksen (S), som han mener, 'er kommet til magten ved at overtage den forrige regerings racistiske sprog og politikker'.
Men det er langt fra første gang, at en kunstner bruger en takketale til at komme med en politisk udmelding.
Vi har samlet nogle af de vildeste og mest politiske eksempler her.
Marlon Brando sendte indianer som protest
I 1973 vandt Marlon Brando en Oscar for sin rolle som Vito Corleone i 'The Godfather', men filmstjernen ønskede ikke at modtage prisen og var derfor heller ikke til stede under showet.
I stedet sendte han skuespiller og indianer Sacheen Littlefeather, der var aktivist for indianske rettigheder, og hendes tale på skuespillerens vegne står i dag som en af de mest kendte Oscar-taler.
- Han kan desværre ikke modtage denne generøse pris, og det skyldes behandlingen af det oprindelige amerikanske folk i dag i filmbranchen, lød det blandt andet fra Sacheen Littlefeather, der blev modtaget med både klapsalver og buhråb.
Du kan se talen ved at klikke her.
Mads Langer langede ud efter Løkke
Da Mads Langer i 2016 modtog Gaffa-Prisen for årets danske mandlige kunstner, fik han ikke kun sagt tak.
Han fik i stedet brugt det meste af sin tale på at sende en kritisk hilsen til daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og hans 'fremmedfjendske skytsengel, der holder hånden over hans mindretalsregering'.
Sangerens ærinde var blandt andet at sætte fokus på regeringens uddannelsesloft.
- Jeg har seks års SU, som jeg gerne vil dele med dig, Lars Løkke. Du må få dem til en uddannelse i medmenneskelighed, sagde Mads Langer blandt andet og fik ståede bifald.
Du kan se talen ved at klikke her.
Sean Penn slog et slag for homo-ægteskaber
I filmen 'Milk' spiller Sean Penn politiker og aktivist Harvey Milk, der kæmpede for rettigheder til homoseksuelle i 1970'ernes San Francisco.
Så da filmstjernen i 2009 modtog en Oscar for sin hovedrolle i filmen, sendte han en kritisk hilsen til politikerne i Californien. Eller rettere; dem, der havde stemt imod en lov om, at homoseksuelle kunne blive gift.
- Jeg synes, det er et godt tidspunkt for dem, der stemte for forbuddet mod homoseksuelt ægteskab, at reflektere og forudse skammen i deres børnebørns øjne, hvis de fortsætter på den måde. Vi skal have lige rettigheder for alle, lød det fra Sean Penn.
Sean Penn og resten af 'Milk'-holdet blev mødt af modstandere af homo-ægteskaber, da de ankom til Oscar-uddelingen, hvilket skuespilleren også adresserede i sin tale. Til gengæld hyldede han det 'homo-elskende' Oscar-akademi i sin tale, hvilket skabte latter i salen.
Du kan se talen ved at klikke her.
Meryl Streep hyldet for dundertale mod Trump
I 2017 modtog Meryl Streep en ærespris ved årets Golde Globe-prisuddeling. Men det endte med at blive hendes takketale, der stjal al opmærksomhed.
Først hyldede hun mangfoldigheden i Hollywood, og dernæst modtog hun stående bifald for sin kritik af den amerikanske præsident Donald Trumps opførsel overfor en handicappet journalist.
- Der var én optræden i år, der lammede mig, lagde hun ud og uddybede:
- Det var det øjeblik, hvor den person, som bad om at blive indsat i vores lands mest respekterede embede, imiterede en handicappet journalist – en person, som Trump overgår med hensyn til privilegier, magt og forsvarsevne, lød det alvorligt fra Meryl Streep.
Kritikken fik efterfølgende Trump til at kalde Streep for 'en af de mest overvurderede skuespillere i Hollywood'.
Du kan se talen ved at klikke her.
Michael Moore mødt af buhråb
Det er ikke nyt, at filmmanden Michael Moore kommer med politiske udmeldinger. Derfor var det heller ikke overraskende, at han fik flettet en kritik af den daværende præsident George W. Bush ind i sin takketale, da han vandt en Oscar for sin dokumentar 'Bowling For Columbine' i 2003.
Til gengæld var de andre filmfolk i salen ikke enige med ham om hans fokus på det omdiskuterede valgresultat ved præsidentvalget i 2000, hvor Bush vandt over demokraten Al Gore.
- Vi lever i fiktive tider. Vi lever i en tid, hvor vi har fiktive valgresultater, der vælger en fiktiv præsident. Vi har en mand, der sender os i krig af fiktive grunde, sagde han blandt andet, inden buhråbene fra salen bredte sig.
Til sidst måtte Michael Moore hæve stemmen og sluttede sin tale af med at råbe: 'Skam dig, hr. Bush!', inden orkestret overdøvede ham.
Du kan se talen ved at klikke her.