En blå varevogn triller op foran en stor betonbygning i et industrikvarter uden for Vejle.
I bilen sidder Steen Rosenvinge Lundbye, kulturarvschef på Museet Koldinghus, og med sig har han en sending af museets historiske genstande, som indtil nu har været opbevaret på fugtige gamle magasiner.
- Hvis de havde fået lov at stå der, så var de forgået lige så stille, siger han.
Men det kommer ikke til at ske. For nu får de plads i et af landets mest avancerede museumsmagasiner, som rummer museumsgenstande fra 20 af området kunst- og kulturhistoriske museer.
En stor del af landets museer har - som 21 Søndag beskrev i går - store problemer med opbevaringen af deres historiske genstande, som er truet af fugt, skimmelsvamp og skadedyr. Et problem som Rigsrevisionen ad to omgange har advaret om - uden at der politisk er fundet en løsning.
Museerne sparer penge
De moderne betonbygninger, som siden 2003 har udgjort de fælles museumsmagasiner i Vejle, er lavet i samarbejde med Danmarks Tekniske Universitet.
De er udstyret med klimaanlæg, der sikrer den rette temperatur og luftfugtighed for museumsgenstandene. Her er også et gaskammer, et frysekammer og et varmekammer, hvor genstandene kan behandles for skadedyr, inden de arkiveres. Og så er gulvet næsten ikke isoleret og hjælper på den måde med at stabilisere temperaturen og dermed spare på udgifterne til energi.
Faktisk sparer museerne op mod 99 procent af de energiudgifter, der ville være til et almindeligt museumsmagasin.
- Det er supergodt for os som museum, siger Steen Rosenvinge Lundbye.
Det nye fællesmagasin har betydet, at Museum Koldinghus har kunnet opsige en række lejemål, som tidligere blev brugt til opmagasinering. Museets samling er blevet trimmet og alle genstande registreret, så de er nemme at komme til, og så er de ikke længere i fare for at blive ødelagt.
- Fine projekter er væltet
Magasinerne i Vejle har vakt så meget opsigt, at museumsfolk fra hele verden har været på besøg, og fire andre steder i landet har man bygget magasiner efter samme model.
Men det er ikke billigt.
Fællesmagasinerne i Vejle blev i sin tid til virkelighed med hjælp fra det gamle Vejle Amt og en blanding af tilskud fra staten og de involverede kommuner, lån og mindre beløb i fondsstøtte.
Men Lise Ræder Knudsen tror ikke, at man ville kunne rejse de op mod 30 millioner kroner, som bygningerne koster, hvis det havde været i dag.
- Jeg har set mange kolleger prøve (...). Fine projekter, der er væltet, fordi man ikke kunne få det finansieret, siger hun.
Kulturminister sender ikke flere penge
Kulturminister Mette Bock (LA) har tidligere i dag afvist at give en økonomisk håndsrækning til de museer, der har problemer med deres magasiner, mens brancheorganisationen Danske Museer fastholder, at museerne ikke selv har råd til at bygge nye magasiner.
Sådan har sagen stået, siden den første rapport i 2006 slog fast, at den danske kulturarv var i fare for at blive ødelagt på gamle magasiner. Det er synd, mener Lise Ræder Knudsen, der er leder af konserveringscentret i Vejle.
- Det er utrolig fornuftigt at gøre, fordi man så sparer rigtig meget fremover, siger hun.
- Og mange steder har man prøvet og vil rigtig gerne.