Skønheds-drama: Kendt youtuber mister 3 millioner følgere efter skænderi med eks-mentor

Et offentligt skænderi mellem Youtube-stjernerne Tati Westbrook og James Charles har nu fået konsekvenser.

Tati Westbrook (til højre) er røget i totterne på sin tidligere ven, James Charles. Siden har han mistet tre millioner følgere. (Foto: Nina Prommer og Emma McIntyre © Scanpix / Getty images)

Vitaminberigede vingummibamser, der angiveligt giver dig lækkert hår.

Det er tilsyneladende dråben, der har fået bægeret til at flyde over for Youtube-skønhedsguruen Tati Westbrook, der med en 43 minutter lang video startede et offentligt skænderi med en af sine (tidligere) tætteste venner.

Et skænderi, der har fået store konsekvenser for 19-årige James Charles, som videoen var møntet på.

Det skriver blandt andet Newsweek.

Forvirret?

Så læs med her.

37-årige Tati Westbrook begyndte sin Youtube-karriere tilbage i 2010, hvor hun lancerede kanalen 'GlamLifeGuru', hvor hun blandt andet giver makeup-tips og laver makeup-tutorials.

Den er siden blevet omdøbt til 'Tati' og har i skrivende stund over ni millioner følgere.

19-årige James Charles lancerede sin skønhedsorienterede Youtube-kanal af samme navn i 2015. Han og Westbrook blev hurtigt samarbejdspartnere og venner, og han har flere gange kaldt hende mentor og ligefrem 'mor'.

Men det venskab er altså slut nu. Sådan helt slut, lader det til.

Og i kølvandet har James Charles på bare få dage mistet omkring tre millioner følgere på sin Youtube-kanal.

'Jeg vil ikke være venner med dig'

I videoen 'Bye sister' giver Tati Westbrook blandt andet James Charles følgende skudsmål med på vejen:

- Jeg tror ikke, man kan komme igennem til dig, og jeg vil ikke være venner med dig, og jeg vil ikke associeres med dig. Det er jeg nødt til at sige på en meget offentlig måde, så det kapitel i mit liv kan blive lukket, lyder det i den 43 minutter lange video, hvor hun blandt andet også beskylder ham for at sprede løgne om hende, bagtale andre youtubere og siger, at han har for vane at krænke heteroseksuelle mænd.

James Charles til Met Gala i New York den 6. maj 2019. (Foto: ANGELA WEISS © Scanpix)

'Hun har været som en mor for mig'

Dramaet mellem de to Youtube-stjerner blev offentligt, da James Charles den 22. april lagde en video på Youtube, hvori han promoverede 'Sugar Bear Hair Care'-vitaminer. Og de vingummibamser er en direkte konkurrent til det kosttilskud, Tati Westbrook sælger i sit firma 'Halo Beauty'.

Det fik Westbrook til at lægge en video op, hvor hun fortalte, hvordan hun følte sig 'forrådt' og 'fortabt' - uden dog at nævne, at Charles var skyld i de følelser.

Han var dog hurtig til at sige undskyld i en video på sin egen kanal.

- Jeg vil gerne sige offentligt undskyld til min tætte ven, Tati [...] hun har været som en mor for mig, siden jeg selv startede i skønhedsindustrien. Hun har givet mig mere kærlighed, støtte, support og flere ressourcer, end jeg nogensinde kunne have bedt om, lød det blandt andet i videoen.

Han sagde i videoen, at han lagde videoen med vingummibamserne op som en tjeneste for det firma, der hjalp ham med 'sikkerheden' i forbindelse med sit besøg på musikfestivalen Coachella, men det lader dog ikke til at have ændret Tati Westbrooks holdning.

- Berømmelse, magt og en velpolstret bankkonto vil ændre næsten alle, siger hun i den 43 minutter lange video, der i skrivende stund er blevet set 39 millioner gange.

- Hvis du ikke har folk omkring dig, der tør sige det til dit ansigt, når du gør forkerte ting, så vil du forandre dig.

James Charles har siden været ude og undskylde i en ny video.

Det ændrer dog ikke på, at han nu indtil videre er hele tre millioner følgere fattigere.

Facebook
Twitter