Skønhedskonkurrence dropper bikini og aftenkjoler: Miss America handler ikke længere om udseendet

Den amerikanske skønhedskonkurrence Miss America ændrer kurs.

Snart er bikinier fortid på scenen ved Miss America. Her ses deltagere fra konkurrencen i 2017. (Foto: Donald Kravitz © 2017 Getty Images)

Det skal være slut med badedragter og bikinier i skønhedskonkurrencen Miss America.

Det offentliggjorde konkurrencens forkvinde, Gretchen Carlson, da hun tirsdag gæstede det amerikanske tv-program ’Good Morning America’.

Efter 96 år med badedragten som et fast indslag ved den historiske skønhedskonkurrence har arrangørerne bag nu valgt at skifte kurs. Det skriver ABC News.

Fremover vil konkurrencen, ifølge Carlson, ikke længere dømme deltagerne på deres udseende, men i stedet lægge vægt på deres personlighed.

- Vi er ikke længere en skønhedskonkurrence – vi er bare en konkurrence, siger Gretchen Carlson, der selv blev kåret som Miss America tilbage i 1989.

Slut med badedragt og aftenkjoler

Tidligere blev deltagerne i Miss America vurderet af et dommerpanel, blandt andet i en bikini-runde og en aftenkjole-runde. Begge dele er nu fortid.

Når årets Miss America-konkurrencen løber af stablen den 9. september, vil deltagerne i stedet for bikini-runden tage del i en 'samtale-runde' med konkurrencens dommere.

Her skal de fortælle om deres interesser og forklare, hvordan netop de vil varetage jobbet som Miss America.

Samtidig er glamourøse kjoler heller ikke længere et krav i aftenkjole-runden. I stedet vil deltagerne fremover blive bedt om at klæde sig i tøj, der ’udtrykker deres personlige stil og giver dem selvtillid’.

Store glamourøse skrud er ikke længere et krav på Miss America-scenen. I stedet skal kvinderne fremover iklæde sig tøj, der 'giver dem selvtillid'. (Foto: Donald Kravitz © 2017 Getty Images)

Vil være mere inkluderende efter #MeToo-skandale

Ændringerne sker i et forsøg på at imødekommende tidens kvindesyn samt en del af konkurrencens yngre publikum, som ikke længere kan identificere sig med konkurrencens præmisser.

- Jeg har hørt fra en masse unge kvinder, som siger; ’vi ville elske at deltage i jeres konkurrence, men vi vil ikke stå på scenen i høje hæle og badedragt’. Det behøver de ikke at gøre længere, siger Gretchen Carlson og fortsætter;

- Nu er vi åbne og inkluderende, og vi ønsker at inspirere tusindvis af unge kvinder landet over til at deltage i vores konkurrence.

Sidste år kom Miss America konkurrencen i #MeToo-bevægelsens søgelys, da det kom frem at konkurrencens tidligere formand, Sam Haskell, i e-mails havde kritiseret tidligere vinderes udseende og opførsel.

Haskell undskyldte for sine bemærkninger og trak sig senere fra formandsposten.

Facebook
Twitter