Skøre historier og grineflip: Nu stopper populært radioprogram

Her er fem vilde historier fra 'Danskerbingo' - udvalgt af værterne selv.

Værterne Jacob Weil (tv) og Andreas Kousholt har siden 2016 lokket den ene vanvittige historie efter den anden ud af P3's lyttere. Fredag 25. september er det slut, når programmet lukker. (Foto: Petra Kleis © dr)

Alle danskere har mindst én god historie.

Det har været udgangspunktet for P3-programmet 'Danskerbingo', siden det i 2016 startede som et sommerprogram.

Siden er værterne, Jacob Weil og Andreas Kousholt, blevet en fast del af mange lytteres formiddage, når de hverdage mellem klokken 09 og 12 sammen med lytterne fortæller danskernes selvudleverende historier.

Historier, der har skabt en så dedikeret fanskare, at en lytter endda har fået værterne tatoveret på sin overarm.

Men fredag den 25. september er sidste gang, der med begejstring kan råbes "Såååååå' der bingo!" fra P3-studiet og ud i æteren.

Måske har du selv været fast lytter af programmet eller grint af videoerne på Facebook eller YouTube. Måske er det her første gang, du hører om programmet.

Uanset hvad, skal du ikke snydes for fem af det prisvindende programs højdepunkter.

1

Emil er dårlig til dyr

- Den her video er et eksempel på noget af det, vi har elsket allerhøjest i 'Danskerbingo': Når ting tager ekstremt uventede drejninger, siger Jacob Weil.

- Vi tror her, at vi skal snakke trafikstop med Emil, men lidt tilfældigt ender vi i hans fryser fyldt med døde dyr, og så stikker det fuldstændig af derfra. Ikke mindst på grund af hans knastørre levering. Vi knækker fuldstændig, og det gør vi i øvrigt stadig, hver gang vi ser videoen.

2

Maria fra O'ense er tilbage

- Maria er simpelthen en af de mest episke historiefortællere, vi har haft med i programmet. Det er svært ikke at elske den måde, hun kan servere en tragedie med så stor dramaturgisk præcision. Og så på syngende fynsk, siger Andreas Kousholt.

- Desuden er hun et godt eksempel på et gennemgående tema i lytternes historier - at dyr har haft en uheldig tendens til at dø.

- Vi har ikke et perverst forhold til dyrs tragiske død, men hvis der er noget, vi har lært, så er det, at P3's lyttere er virkelig gode til at fortælle netop de historier. Og at der i Danmark åbenbart dør ret mange dyr på tragisk vis.

3

Prank gone wrong

- Pranks har været anledning til mange stærke historier i vores program, så der var mange at vælge i mellem. Men den her er et godt eksempel, fordi den også viser, hvor fantastisk idiotisk særligt teenagedrenges dømmekraft kan være.

- Og så indeholder den her video noget, som vi aldrig kan få nok af: Et brag af en udgangsreplik, forklarer Jacob Weil.

4

Brian og konern e

- Den her historie landede, da vi lige var startet som P3's nye faste formiddagsprogram, og Brians historie er den dag i dag stadig en af de mest fantastiske, vi har hørt, forklarer Andreas Kousholt.

- Den er bygget op som en romantisk komedie fra 90'erne, og den er et eksempel på, at virkeligheden overgår fantasien. Den satte programmet i gang med 200km/t og blev også vores første virale videohit.

5

Telefonforbindelsen til 'Hestehvisker Jon'

- Liveradio har altid en indbygget risiko for, at teknikken fejler. Ikke mindst, når man er afhængig af skrøbelige telefonforbindelser. Det kan være enormt frustrerende, men nogle gange opstår der simpelthen magi, når det hele brænder sammen og alligevel går op i en højere enhed.

- Det er en af vores første samtaler med vores trofaste ven af programmet "Hestehviskeren Jon" et smukt eksempel på. Vi har mange gode venner af programmet, og "Hestehviskeren Jon" er en af vores vigtigste og bedste venner, og vi er glade for at have vores første forelskelse i ham på video, fortæller de to værter.

Facebook
Twitter