Skuespiller Berrit Kvorning er død - 69 år

Den danske skuespillerinde er død efter lang tids sygdom, oplyser den nærmeste familie.

Den danske skuespillerinde Berrit Sidse Kvorning er død, 69 år gammel. (arkivfoto) (Foto: © Foto: Linda Kastrup/Scanpix 2012, Ritzau Scanpix)

Den danske skuespillerinde Berrit Sidse Kvorning er død, 69 år gammel.

- Det er med stor sorg, at vi må fortælle, at vores mor og kæreste, Berrit Sidse Kvorning er død efter lang tids sygdom, skriver hendes nærmeste familie i en mail til Ritzau.

Hun sov ind i sit hjem i København omgivet af sine nærmeste efter lang tids sygdom.

Berrit Kvorning spillede blandt andet med i tv-serierne "Huset på Christianshavn", "Taxa", "Rejseholdet" og "Krøniken".

Hun blev uddannet fra Statens Teaterskole i 1974 og medvirkede efterfølgende i et hav af film, teaterstykker og revyer.

Berrit Kvorning udviklede sig til at være en af sin generations store komedieskuespillere og har medvirket i mange revyer og lystspil, heriblandt "Kys og Kaos" og "Skønne Skår".

Hendes sidste forestilling var i rollen som dronning Elizabeth i "Richard III" på Det Kongelige Teater i 2010.

/ritzau/