Skuespiller Burt Reynolds er død

Stjernen fra 'Udflugt med døden' og 'Boogie Nights' er død.

(ARKIVFOTO) Skuespilleren Burt Reynolds er død. Han blev 82 år gammel. (Foto: Camilla Rønde/Scanpix 2016) (Foto: Dylan Martinez © Scanpix)

Den amerikanske skuespiller Burt Reynolds er død 82 år gammel, skriver flere amerikanske medier.

Det bekræftes af hans manager, Erik Kritzer, til The Hollywood Reporter.

Med sit skælmske smil og ikoniske overskæg var han i en årrække - især i 70'erne - en filmbranchens af mest genkendelige sex-symboler. Blandt andet optrådte han i 1972 i et ikonisk foto halvnøgen på et bjørneskind på et midteropslag i damebladet Cosmopolitan. Den kvindelige redaktør ville have et billede, der kunne modsvare de nøgne piger, der længe havde optrådt i Playboy.

- Jeg fandt senere ud af, at hun først havde spurgt Paul Newman, men han havde sagt nej, fortæller Burt Reynolds i sin selvbiografi 'But Enough About Me'.

Spillede pornoproducent

Hans gennembrud på film kom med 'Udflugt med døden' ('Deliverance') fra 1972, der blev nomineret til en Oscar for bedste film.

Gennem sin lange karriere medvirkede Burt Reynolds i utallige tv-serier og film, blandt andet populære actionkomedier, der på dansk fik titler som 'Det vilde ræs' og 'Ud at køre med de skøre'.

(ARKIV) Foto fra 2007 hvor Burt Reynolds modtog en ærespris ved Taurus World Stunt Awards at Paramount Studio. Manden i silhuet er Californiens daværende guvenør Arnold Schwarzenegger, der betrager det ikoniske billede af Burt Reynolds på et bjørneskind. REUTERS/Mario Anzuoni (UNITED STATES) (Foto: Mario Anzuoni © Scanpix)

Men han optrådte også i mere alvorlige film som 'Boogie Nights', som han blev nomineret til en Oscar for. Hans umiddelbare reaktion, da han så sig selv i rollen som pornoproducenten Jack Horner, var at fyre sin agent. Så utilfreds var han. Senere vandt han dog en Golden Globe for rollen.

- Jeg åbnede ikke mig selv over for nye manuskriptforfattere eller risikable roller, for jeg var ikke interesseret i at udfodre mig selv som skuespiller. Jeg var interesseret i at have det sjovt, fortæller han i sin selvbiografi.

Han var desuden kendt for at lave mange af sine stunts selv samt for sine forhold til kvindelige skuespillere, blandt andre Sally Field, Judy Carne og Loni Anderson. De to sidstnævnte blev han også gift med - og senere skilt fra. Han efterlader sig en søn Quinton Anderson Reynolds.

Facebook
Twitter