Skuespiller Hans Chr. Ægidius er død

Skuespilleren Hans Chr. Ægidius er død få dage efter sin 75 års fødselsdag. Parkinton syge satte for 20 år siden en stopper for karrieren.

Hans Chr. Ægidius er død efter kortvarig sygdom. Men sygdom satte også en stopper for Hans Chr. Ægidius' virke som skuespiller og teatermand. Han var før sin sygdom meget benyttet på revyscenerne og stod blandt andet bag DR's tv-julekalender "Jul i Gammelby".

Instruktøren og skuespilleren Hans Chr. Ægidius, der fyldte 75 den 24. marts, blev for over 20 år siden ramt af Parkinsons Sygdom.

Arbejdede sammen men sin kone

Hans Chr. Ægidius studerede dansk og fransk på universitetet, inden han med afsæt på Studenterscenen blev en fremtrædende kraft i 1960'ernes collage- og revyforestillinger.

Senere virkede han på ABC-Teatret, Amagerscenen og Fiolteatret, og i 1979 instruerede han den populære julekalender "Jul i Gammelby", hvor han også selv spillede med. Han var flittigt benyttet som skuespiller og instruktør i sommerlandets revyer, og i mange af dem arbejdede han sammen med sin kone, skuespilleren Lene Maimu.

Også på film optrådte Hans Chr. Ægidius jævnligt, oftest i mindre roller, som han tit formåede at løfte til noget større. I 1984 blev han hædret med såvel en Bodil som en Robert for bedste birolle i besættelsesdramaet "Forræderne", hvor han spiller en hotelportier.

Efter at han blev ramt af sygdom, var han fortsat aktiv som oversætter og tekstforfatter i det omfang, kræfterne tillod det.

Facebook
Twitter