Skuespiller Jens Okking er død

Den folkekære skuespiller Jens Okking sov stille ind søndag morgen - han blev 78 år gammel.

Skuespiller Jens Okking er død. Han blev 78 år gammel.

Det oplyser hans søn til Ritzau.

Jens Okking sov ifølge familien stille ind søndag morgen klokken 06.05. Han var omgivet af sin nærmeste familie.

- Vores dejlige far fik en fredfyldt afslutning på et fantastisk liv, og nu er han med egne ord rejst i forvejen, skriver familien i en udtalelse.

Vores dejlige far fik en fredfyldt afslutning på et fantastisk liv, og nu er han med egne ord rejst i forvejen.

Jens Okkings familie
Jens Okking

* Født 18. december 1939

* Film: Nitten Røde Roser (1974), Strømer (1976), Mig og Charlie (1978), Menneskedyret (1995), Barbara (1997) samt en række børnefilm, Olsen Banden-film og andre filmværker.

* TV-serier: En by i provinsen (1977), Fiskerne (1977), Gøngehøvdingen (1992), Een gang strømer (1987) og Riget (1994 og 1997).

* Derudover har Jens Okking spillet en række roller på teatre og skrevet og instrueret forskellige film.

* Været medlem af Europa-Parlamentet for JuniBevægelsen og skrevet kogebogen "Mad er en smagssag".

Familien oplyser i samme ombæring, at den ikke har yderligere kommentarer til dødsfaldet.

Den autodidakte skuespiller debuterede på film i 1970, og det var efter en række biroller, at han i filmen"Strømer" slog sit navn fast som den ustabile og hårdt prøvede politimand Karl Jørgensen.

Spillede en lang række forskellige roller

Den folkekære skuespiller har i sine film skildret alt fra undertrykte stakler til dumme svin.

Fra naiv godsejer og mors dreng i periodedramaet "Slægten", led kapitalist i Erik Clausens "Rocking Silver", Mulles sympatiske far i ungdomsfilmen "Zappa" til aldrende slagfærdig verdensmand med blødt hjerte i hverdagskomedien "At klappe med en hånd".

Også hans optræden i en række tv-serier har gjort ham til et kendt navn blandt mange danskere. Her kan blandt andre nævnes "En by i provinsen","Riget","Fiskerne" og "Bryggeren".

På de skrå brædder på teatre i hele Danmark har Jens Okking også vist sit talent, hvor han haft en række forskellige roller. Og så var han en af de første ledere af Jomfru Ane Teatret i Aalborg.

Tilbage i 1975 blev Jens Okking tildelt en Bodil i kategorien "bedste mandlige birolle" for sin rolle i "Nitten røde roser", hvor han spillede rollen som kriminalassistent Brask.

Og der er ingen tvivl om, at han følte, han var kommet på den helt rette hylde med skuespillet. I et interview med Politiken i 2005 i forbindelse med premieren på filmen "Opbrud" sagde Jens Okking, at han altid ville være skuespiller.

- Mit arbejde her i tilværelsen er at være skuespiller, og det agter jeg at fortsætte med, så længe jeg kan, sagde han.

Blev ramt af en blodprop i 2004

Men det er ikke kun som skuespiller, Jens Okking er blevet et kendt navn blandt danskerne. Han har nemlig også været en del af den politiske scene.

I 1999 blev han valgt ind i Europa-parlamentet for Junibevægelsen. Efter 2,5 år skiftede han til Folkebevægelsen mod EU, da han blev stadig mere kritisk over for EU.

Sammen med politikeren Freddy Blak har han også skrevet kogebogen "Mad er en smagssag".

I 2004 blev han ramt af en blodprop, da han stod på en scene i Vestjylland. Det satte sine spor ved den dengang 65-årige skuespiller, fortalte han i det føromtalte interview med Politiken.

- Det her er den uundgåelige nedtur, som ingen af os undgår. Jeg håber bare, at det må ende på en fredsommelig måde. Men døden er ikke nogen rar tanke. Når det sker, er det sådan helt kaput, lød det fra Jens Okking.

Jens Okking vil efter eget ønske blive bisat fra Marmorkirken fredag den 26. januar klokken 13.

Han efterlader sig seks voksne børn og otte børnebørn.

/DR Nyheder/