Skuffelse, men ingen vrede over tabt Emmy

Tre nomineringer, men ingen priser. DR tabte slaget om den prestigefyldte Emmy Award til englænderne. Til stor skuffelse for DR's generaldirektør, kenneth Plummer

- Vi er skuffede, vi er meget skuffede.

DR's generaldirektør Kenneth Plummer lagde ikke fingre i mellem over for dr.dk, da han på Hilton Hotel i New York til Emmy-uddelingen fro andet år i træk måtte se Emmy-statuetterne vende ryggen til DR.

Vindermuligheder var der ellers flere af, da DR var nomineret i tre kategorier. Men i alle tre kategorier tabte DR til sine britiske konkurrenter.

En slagen, stolt mand

Derfor var det ikke kun en skuffet, men også stolt generaldirektør, der så tilbage på den 36. Emmy-uddeling.

- Det er klart vi er skuffede, når vi var så tæt på og ikke vinder. Men det er flot, at et lille land kan være med mod de store. Og i alle tre kategorier tabte vi til englænderne. De har en fordel med sproget, de har større budgetter, og de er dygtige, siger Kenneth Plummer til DR.

Dramachef var dramaqueen

Sidste år udspillede DR's dramachef Ingolf Gabold sit eget lille drama, da første del af Forbrydelsen forlod New York alene og uden en Emmy.

Dengang kaldte han det nærmest en forbrydelse, at Forbrydelsen ikke vandt og opførte sig emd egen som en ægte "dramaqueen". Men efter aftenens nederlag i år klædte Ingolf Gabold sig den gode tabers tøj.

- I forhold til sidste år, hvor jeg var rigtig, rigtig, rigtig vred, så har vi i år tabt til nogle, der er lige så gode som os. Den er allerede introduceret på det amerikanske marked, fortæller Ingolf Gabold til dr.dk.

Dramachefen henviser til kategorien for bedste drama, hvor den britiske Life on Mars løb med Emmy-statuetten foran bl.a. Forbrydelsen. Det var anden gang, at den britiske serie honoreres med en Emmy.

Konkurrent "pissegod"

Heller ikke Sofie Gråbøl blev en statuette rigere. Hun var nomineret til en Emmy for sin rolle som Sara Lund i Forbrydelsen, men igen tog briterne stikket hjem. Og det kom ikke bag på Sofie Gråbøl.

- Jeg var ikke overrasket over ikke at vinde. jeg troede også, at den engelske skuespillerinde ville vinde. Hun var pissegod. Og det var godt stof, en incesthistorie, forklarer Sofie Gråbøl over for dr.dk.

Sur dame i gammel sweater

Den britiske vidner hedder Lucy Cohu og spiller med i serien Forgiven. En serie, der er bygget op om netop hendes karakter.

- Derfor kan jeg godt forstå, at man ikke overgiver sig til en sur dame i en gammel sweater, så det er okay. Og stemningen er fin, siger Sofie Gråbøl.

Dokumentar taber også

DR tredje nominering var i kategorien for bedste dokumentar, hvor den kinesiske, men danskproducerede Stem på mig var med til det sidste i kampen om en Emmy. Men ak, igen tabte DR til briterne.

The Beckoning Silence fra Channel 4 løb med æren i stedet.

Facebook
Twitter