Sky Radio stævner staten for en kvart milliard

Sky Radio stævner den danske stat med krav om knap en kvart milliard kroner i erstatning for den femte radiokanal, oplyser den nu lukkede radiostation.

Sky Radio vil have en kvart milliard kroner af staten som erstatning for den femte radiokanal. Den nu lukkede radiostation har stævnet den danske stat med et krav på i alt 244.645.000 kroner.

Radiokanalen blev solgt på auktion den 18. juni 2003. Men Sky Radio mener, at der var store fejl og mangler i beskrivelsen af, hvad det var, der blev sat til salg.

Sky mener det var teknisk umuligt at nå ud til den lovede del af den danske befolkning. Udbuddet fra staten beskrev den femte kanal, som en der ville kunne høres af 78 procent af danskerne. Men Sky Radio mener kun, der var 63 procent, der reelt kunne modtage kanalens signal.

Anden metode til beregning

Sky Radios direktør Kasper Krüger beskylder staten for at have brugt en helt anden metode til at udregne kanalens dækning, end den der gælder internationalt.

- Når den danske stat inviterer til internationalt udbud, må man gå ud fra, at der er benyttet den beregning på befolkningsdækning som de internationale radiostationer kender, siger Kasper Krüger.

Sky Radio har derfor indstævnet Radio- og tv-nævnet for at få tilbagebetalt de penge stationen i sin tid betalte for kanalen.

Der er bare to uger til den femte radiokanal igen bliver sat på auktion.

Facebook
Twitter