Skyfall slår alle andre James Bond-film

På kun to måneder har Skyfall slået alle rekorder sat af tidligere James Bond-film, oplyser SF Film A/S.

Den seneste James Bond-film "Skyfall" er med 3.000 solgte biografbilletter 2. juledag officielt nu den mest sete af filmene om den karismatiske 007-agent i Danmark nogensinde.

Ifølge en pressemeddelelse fra SF Film A/S, der distribuerer filmen i Danmark, er "Skyfall" blevet set af 893.844 danskere, siden den fik premiere den 26. oktober.

Dermed overhaler den rekorden sat af "Casino Royal" med 890.371 solgte billetter i 2006.

- At vi nu oplever Skyfall overgå den på papiret uopnåelige rekord sat af Casino Royal, som havde en fabelagtig Mads Mikkelsen som skurk er nærmest en sensation, udtaler Sune Lind Thomsen, der er Film- og Distributionschef ved SF Film A/S.

- Og med masser af juledage tilbage ser billetsalget ikke ud til at standse, før vi når godt op over de 900.000 solgte billetter, tilføjer han.

Mål nået

Det er endnu en gang den britiske skuespiller Daniel Craig, der spiller rollen som James Bond i "Skyfall", der også hylder, at det nu er 50 år siden, at den første Bond-film "Dr. No" blevet lavet.

Ifølge SF Film var det et mål, at "Skyfall" blev den mest sete biograffilm i 2012 - hvilket den så også har opnået at blive på blot to måneder.

Men Sune Lind Thomsen udtaler, at det faktum, at jubilæumsfilmen så oveni købet er gået hen og blevet den største James Bond-biografsucces nogensinde, var der ingen, der havde forudset.

"Skyfall" kan stadig ses i biograferne landet over.

/ritzau/

Facebook
Twitter