Slut med at fremstille orker som onde og dyriske: Rollespil vil være mere mangfoldigt

Orker er blevet fremstillet på samme nedladende måde som etniske minoriteter, lyder det.

Orkerne ramte for alvor populærkulturen i J.R.R. Tolkiens Ringenes Herre. Siden har fantasy-racen optrådt i et utal af værker og spil indenfor genren. De bliver oftest skildret som primitive, dyriske og af og til direkte onde. (Foto: © NF)

Rollespillet Dungeons & Dragons får år efter år fantasy-hungrende spillere over hele verden til at sætte sig med vennerne, gribe om det imaginære tohåndssværd og kaste sig ud i kampen mod det onde.

Nu varsler firmaet bag rollespillet, Wizards of the Coast, dog en række markante ændringer i, hvem der i universet skal ses som onde og gode.

I en pressemeddelelse oplyser Wizards of the Coast, at der i de to nyeste bøger, der indeholder eventyr, som spillerne kan spille efter, vil være et markant fokus på at nuancere fremstilling af blandt andet orker.

Fremstillet på samme måde som etniske grupper

"Gennem Dungeons & Dragons 50-årige historie er blandt andre orker og sort-elvere blevet karakteriserede som dyriske og onde, og de er blevet beskrevet på en måde, der minder om den måde, virkelighedens etniske grupper er blevet omtalt nedladende på. Det er forkert", lyder det i pressemeddelelsen.

Derudover udgiver man senere på året en overbygning til spillet, der gør det muligt at skræddersy sin karakter, så man ikke nødvendigvis har et svagt intellekt, fordi man er halv-ork eller specielt svag, fordi man er gnom.

Endnu bedre redskab til unge

Hos Bifrost, der er landsforeningen for danske rollespilsforeninger, byder man Dungeons & Dragons’ mangfoldighedstiltag velkomne.

- Vi synes, at det er rigtig godt. Jo flere, der kan se sig selv i et eventyr, jo flere vil spille, siger René Bokær, der er generalsekretær i Bifrost.

Bøger, figurer og terninger fra 'Dungeons & Dragons'-rollespillet. (Foto: © Simon Hayter, Getty Images)

I foreningen arbejder man for - gennem rollespil - at styrke kreativitet, indlevelse og forståelse hos børn og unge.

- Rollespil er et fantastisk redskab til at lære børn og unge mennesker empati og at sætte sig i andres sted. Det er kun blevet nemmere af det her tiltag.

Han kan ikke se det specielt odiøse i, at man går ind og giver en fantasy-skabning, der lige siden Ringenes Herre har været indbegrebet af ondskab, et andet moralsk kompas.

- Det er helt fint, at man nuancerer orkerne. Det har alle de andre franchises allerede gjort. Se bare på World of Warcraft-filmen, hvor orkerne fremstilles fuldstændigt menneskelige.

De bedste fantasy-universer er ikke sort-hvide

Jacob Ege Hinchely, der gennem podcasten Han Duo i årevis har beskæftiget sig med fantasy- og nørdkultur, føler, at man skyder gråspurve med kanoner, men sympatiserer med idéen bag den nye måde at spille rollespil på.

Jacob Ege Hinchelys spillede altid selv som en stor, stærk kriger, da han spillede rollespil som barn. Noget han efter eget udsagn godt vidste, at han aldrig kunne blive i virkeligheden. (© dr)

- Jeg tror, at det bliver, hvad folk gør det til. Jeg synes ikke, at det er nødvendigt, men jeg kan godt lide tanken bag.

Genren rykker sig nemlig længere og længere væk fra det sort-hvide billede af det gode mod det onde, som vi kender det fra Ringenes Herre. Og det giver i sidste ende et bedre produkt.

- I de gode sci-fi og fantasy-universer, skal der være gråzoner i persongalleriet. Se på Jamie Lannister i Game of Thrones. En helt klassisk ridder på den hvide hest, der viser sig som et skrækkeligt menneske i starten, men så ændrer retning i løbet af serien, siger Jacob Ege Hinchely. Foruden et mere nuanceret billede på racer som dværge, orker, elvere og gnomer, vil man også bestræbe sig på, at menneskeracen i rollespillet ikke kun opfattes som et hvidt menneske fra middelalderens Nordeuropa.

Wizards of the Coast er ikke vendt tilbage på DR's forespørgsel om et interview.